Billigere at sejle med Mols-Linien

Prisen på olie til rederiets hurtigfærger har i næsten ét år været rekordhøj og i konstant stigning. Den seneste tids fald i olieprisen på verdensmarkedet kommer nu kunderne til gode. Det sker ved at fjerne olietillægget på 100 kr. pr. rejse for en personbil mellem Jylland og Sjælland, skriver epn.dk.

 

De uforudsete prisstigninger har alene i første halvdel af 2008 belastet rederiets udgifter med over 60 mio. kr., som ikke var budgetteret. Derfor blev det i løbet af sommeren nødvendigt at opkræve et olietillægget på 100 kr.

 

”Vi må erkende, at en del af Mols-Liniens kunder har haft svært ved at acceptere stigningen i billetprisen på grund af olietillægget – selvom andre transportvirksomheder – herunder alle luftfartsselskaber – længe har opkrævet et olietillæg af varierende størrelse,” siger kommunikationschef Christian Hingelberg fra Mols-Linien.

 

”Vi er naturligvis glade for, at vi igen kan tilbyde de rejsende mellem Jylland og Sjælland den sikreste og mest miljøvenlige transportløsning til en konkurrencedygtig pris. Og vi er sikre på, at vi med prisnedsættelsen hurtigt kan vinde vores mange trofaste kunder tilbage til rederiets færger,” siger Christian Hingelberg.

Skrevet af Hanne Aaen Lassen