Bird-strike forsinker 182 ferierejsende

oy-jrz-danish-air-transport-dat-airbus-a320-233_PlanespottersNet_688787182 gæster hos Århus Charter måtte vente mere end et døgn på at komme hjem fra græske Zakynthos, da deres fly fra Danish Air Transport lørdag aften fik en fugl i motoren, skriver nordjyske.dk.

”Vi beklager meget. Flyet kunne godt have fløjet videre. Men der er en række procedurer, der går i gang, når en fugl rammer motoren. Flyet må ikke flyve, før motoren er blevet tjekket”, siger Henrik G. Jensen, bureauchef i Århus Charter, som er rejsearrangør for de strandede gæster.

Selskabets reservefly var taget i brug til andet formål, men der blev fundet et andet fly til de strandede gæster, som blev fløjet hjem mandag eftermiddag.

Århus Charter fortæller, at man løbende har informeret gæsterne per sms og ved opslag på hoteller, men har ikke fortalt hvad der var galt med flyet.

Gæster til den græske ø fra Aalborg, er også ramt af et døgns forsinkelse, men bliver kompenseret økonomisk.