Bjørn Kjos ønsker CO2 skat på flyrejser

Norwegians topchef Bjørn Kjos.

Norwegians topchef Bjørn Kjos.

Topchefen for Norwegian opfordrer nu til at indføre en global CO2-afgift på flyrejser for at tvinge flyselskaberne til at investere i nye og mere miljøvenlige fly.

”Hvis man lader flyselskaberne betale afgift, må de tænke anderledes. Hvis man flyver med gammelt udstyr, så bliver det dyrt. Det, der vil ske, er, at selskaberne må skrotte gamle fly, der har høje emissioner”, siger han i et interview under konferencen Presidents Summit i København sidste uge.

Konferencen havde temaet ’disruption’, der ofte oversættes som ’kreativ ødelæggelse’, altså den totale forandring af en hel branche på grund af en ny udvikling.

I årevis har flyselskaber verden over vendt sig imod en CO2-afgift, så med sin erklæring melder Bjørn Kjos sig ind i et ophedet slagsmål i branchen, der står for knap 2% af verdens CO2-udledning.

Da EU i 2013 prøvede at indføre en CO2-afgift for alle flyselskaber, udløste det store protester fra USA og Kina, så da den blev vedtaget, gjaldt den kun interne flyvninger i EU.

Typisk betyder en returbillet over Atlanten, at hver passager udleder omtrent et tons CO2, hvilket svarer til to måneders forbrug for en gennemsnitlig dansker, skriver politiken.dk.

Bjørn Kjos ved udmærket, at Norwegian er det europæiske selskab, der vil få størst konkurrencefordel af at indføre en CO2-afgift, der er proportional med hver passagers CO2-udledning. Norwegian sørger som lavprisselskab for at have flere passagerer pr fly og dermed lavere brændstofforbrug per passager. Samtidig

er det også et af de selskaber i verden, der har den mest moderne flyflåde. Tilsammen betyder det, at Norwegian er det mest brændstofeffektive flyselskab, når det gælder transatlantiske flyvninger.

Norwegian kunne i 2014 flyve hver passager 40 kilometer pr liter brændstof, langt foran airberlin på andenpladsen med 35 kilometer og gamle selskaber som SAS, Lufthansa og British Airways med 27-28 kilometer.

Bjørn Kjos erkender, at det bliver op ad bakke at få støtte til forslaget: ”De fleste flyver med gamle fly, så de er modstandere af det, og mange politikere vil helst beskytte de gamle flyselskaber. Men det, som var godt for 50 år siden, er ikke nødvendigvis godt i dag”.