Bjørn Kjos tror på asiatisk dominans

Bjørn Kjos.

Norwegians topchef tror at flere af lavprisselskabets konkurrenter, som for eksempel SAS, Air France og Lufthansa, om nogle år ikke længere vil eksistere på grund af for høje omkostninger, siger han i et interview i svenske Dagens Industri.

Til gengæld venter han, at flytrafikken vil være domineret af asiatiske flyselskaber, der har lavere omkostninger og henviser til flyselskaber som Scoot, Jet Airways, Cebu Pacific og Air Asia, skriver business.dk.

“Fra Stockholm til Peking er passagererne i dag 90% skandinaver og 10% asiater. Om 15 år vil det være omvendt, når trafikstrømmen vender,” siger han til di.se. “De asiatiske flyselskaber vil dominere. De flyver med nye fly til en tredjedel af omkostningerne, som plager Lufthansa, SAS og Air France”.

Han tror dog på, at Norwegian kan klare sig, fordi selskabet har bestilt nye fly, som bruger væsentligt mindre brændstof.

Et problem for Norwegian er, at den norske regering afviser selskabets planer om at ansætte ikke-europæisk personale, så Bjørn Kjos vil omgå forhindringerne ved at lade de nye fly registrere i Sverige eller et andet EU-land.