
Der var op mod en snes, som havde planerne om at drive et kasino i Danmark, heraf de fleste i København, men det endte med, at seks byer fik tilladelse. Det mente nogen var for mange, og det har heller ikke været jackpot for andre end de få heldige spillere.
Turistminister (en kort overgang) men en trofast fighter for turismen var Arne Melchior, og han gik varmt ind for kasino-ideen. Han så endda gerne Bornholm i front med et stort helårskasino for at få gang i øen, også uden for sæsonen.
Det var imidlertid først og fremmest til SAS Hotel Scandinavia i København, at der blev stillet store forventninger. Nu skal der være kasino, underholdning, flere orkestre, show, restauranter – og nedsatte priser. Nu skulle vi vise, at København kunne noget i mini stil al la Las Vegas.
Det blev da også til en kæmpe festaften. Fire forskellige restauranter, bar med orkester, stort showorkester og underholdning i kasinoet, prisfald over hele linjen. Når vi sælger noget mere, kan vi få det samme i kassen.
Desværre varede det ikke længe. Væk røg den levende musik, op røg priserne, restauranter lukkede – og stemningen døde ud. I dag er Blue Scandinavia med al respekt et ganske almindeligt hotel med et kasino. Ganske vist det kasino, der går bedst i Danmark. Men festligt! Døm selv.
I dag er der kasino i København, Odense, Munkebjerg ved Vejle, Århus, Aalborg og Marienlyst i Helsingør. Det er lidt svært at få en oversigt over resultatet, men af de mindre synes Munkebjerg at gå helt pænt. Marienlyst har været lukket en overgang sammen med hotellet.
Bedst går det for København, hvor overskuddet i nogle år har ligget på omkring 40 mio. kr., men i fjor blev det halveret efter finanskrisen.
Hvorfor nu denne nostalgiske betragtning i dag? Fordi liberaliseringen af dansk spil nu har medført, at DFDS efter mange års venten, kan åbne det syvende kasino om bord på Pearl Seaways på vej fra København til Oslo. Om nogle måneder følger kasino nr. otte på Crown på samme rute.
Hvorvidt det er en god forretning for rederiet skal vise sig. Forhåbentligt er det med til at skabe mere stemning om bord, så passagererne ikke går i seng med hønsene. Det bliver lidt mere a la krydstogtskibene.
Nordmændene synes på forhånd at være mest interesseret. Danskerne er egentlig ikke så vilde med at spille på andet og mere end banale en-armede. Det kom også til udtryk i fjor på krydstogtskibet Vision of The Seas, som for første gang fik nogle direkte afgange fra København. Da faldt omsætningen drastisk i kasinoet, mens den til gengæld steg andre steder på skibet.
Er det en god ide med kasino til søs i vort område. Hvad siger du?

STANDBY.DK Nyt om rejser

