BLOGGEN: Spis dig glad i krydstogtmad

Af Ejvind Olesen

Det kan godt være, at forfatteren til Berlitz Guide til krydstogtskibe, som i går kunne læses på flere websider med en hård kritik af maden og serveringen om bord på bl.a. Royal Caribbean og Carnivals skibe, selv mener det er krydstogternes bibel. Hvis det skulle være tilfælde, vil jeg råde til at lade være med at tro på den slags skriftsteder.

Forfatteren Douglas Ward nævner i sin kritik, at spisesalen, afternoon tea og udvalget af vin hos Royal Caribbean er særdeles ringe. Han fortæller, at mange klager over madens kvalitet. Hos både RCCL og Carnival får personalet kritik af deres betjening og service. ”De kan ikke beskrive en sauce, og de hælder vin op som coca cola.”

Til gengæld er standarden meget højere om bord hos Cunard og Celebrity (også Royal Caribbean).

Jeg ved af gode grunde ikke, hvor mange gange Ward har været om bord hos RCCL, men han slår næppe min rekord med 38 krydstogter med netop det rederi.

Vinene er gode og ligner udvalget, som man i dag i et dansk supermarked giver ca. 100 kr. for en flaske. Om bord koster den serveret med betjening ca. 200 kr. Hvilken dansk restaurant kan matche det? Men man kan også sagtens få vine til 500 kr.

Maden er generelt varieret og velsmagende, og fortræffelig til prisen for et krydstogt, hvor vi befinder os under 900 kr. om dagen, inklusive udvendig kabine og alt undtagen drikkevarer. Jeg vil ikke benægte, at den har været endnu bedre, men fortsat over, hvad man kan kræve til prisen.

Tjenerne gør deres bedste. Men hverken i USA, Fjernøsten eller hvor de nu kommer fra, har man en vinkultur som i Europa. Så lev dog med ”at de ikke kan beskrive sauce eller vinene”. Den viden har Ward & Co vel med hjemmefra. Det er ikke en gourmet restaurant og skal heller ikke være det. Og hvad angår afternoon tea´en kan selv en englænder vel undvære den et par dage.

Naturligvis kan man være uheldig på et eller andet skib, men allerede næste aften er der rettet op. Er der noget et ansvarligt rederi gør, da er det at studere passagerernes karakterer, som afleveres inden krydstogtet er forbi. Lever en tjener ikke op til standarden, falder hammeren omgående.  Allerede samme aften er han eller hun sat ned med antal gæster (og dermed drikkepenge).

Topscorer med det kulinariske er ifølge guiden Cunard og Celebrity. På Cunards store skibe (eks Queen Mary) er der helt naturligt forskel på spisesale (restauranter) og de mere eksklusive om bord. De sidste er rene gourmetrestauranter, men igen til en anden pris. Celebrity ligger en klasse over RCCL og Carnival – det samme gør prisen.

Dette forsvar skal ikke misforstås. RCCL´s standard skal ikke fredes, og der er kommet lidt for mange ekstra tillæg på i den senere tid, så som tilbuddet om ekstra fin steak til middagen til 14,50 dollar ekstra. Det er ikke nogen smart ide. Den burde være en del af udvalget, som den var en gang.

Men en generel nedvurdering af det rederi, som nok sejler med hen ved halvdelen af alle danske krydstogtgæster, er ikke fair. Madens kvalitet ligger generelt på niveau med, hvad der serveres på en god dansk kvalitets restaurant.

Er du enig, eller uenig. Så skriv din mening her.  

 

Skrevet af Ejvind Olesen