REDERIER: Om tre år har det norske rederi Fjord Line skabt over 500 nye arbejdspladser på færgerne mellem Hirtshals og fire norske byer.
I 2012 havde Fjord Line 180 ansatte – i 2015 vil der være 700. ”Til den første ansøgningsrunde havde vi 7.000 og til den anden 2.500,” siger Gert Balling, direktør for Fjord Line Danmark, om ansøgningsrunderne til jobs på de to nye færger, Stavangerfjord og Bergensfjord, hvor flertallet af ansøgerne er danske.
En stor del kommer fra Nordjylland, men også fra resten af landet, helt fra hovedstadsområdet.
Færgen Bergensfjord gøres nu klar til, at de første gæster kan komme ombord 17. marts. Med de to nye færger øger Fjord Line kapaciteten over 50 pct. og kan hver dag sejle 1.500 passagerer og godt 600 personbiler mellem Danmark og Norge.