Destination Bornholm ønsker som resten af dansk turisme, at turismen skal række ud over højsæsonen. Destinationen melder om øget interesse, og man har fundet reasons to go i vinteren.
Selvom efterårsferien er slut, så mener Destination Bornholm stadig, at Bornholm har noget at byde på. Således håber man stadig, at turister hen over vinteren vil komme til øen for at nyde godt af ro, stilhed og for at lade op.
Derfor er destinationsselskabet gået sammen med en række aktører, som holder vinteråbent – primært i november og december – for at markedsføre øen som vinterdestination.
På LinkedIn skriver Destination Bornholm, at flere og flere turister søger mod øen i november og december, og at man også mener, at der er noget at hente som turist på øen i vintermånederne.
Natur, afslapning og julemarkeder
Konkret oplyser Destination Bornholm, at man om vinteren fremhæver naturoplevelser, hygge og afslapning samt kunsthåndværk som tilbud, øen kan byde på om vinteren. Samtidig er der også julemarkeder på tværs af øen, som man mener, kan tiltrække gæster.
”Når du besøger Bornholm om vinteren, kommer du endnu tættere på klippeøens DNA. Naturen møder dig med sin skønhed og styrke, hvor vinden farver kinderne røde ved de brede sandstrande og rå klipper,” skriver Destination Bornholm.
Større omsætning og fordele for erhvervslivet
Destination Bornholm skriver, at det er et langt, sejt træk at øge vinterturismen. Men man vælger dog alligevel at fokusere på den, fordi man ser flere fordele ved det.
Flere gæster betyder nemlig en øget omsætning over hele øen, hvilket kan veksles til flere jobs på de bornholmske arbejdspladser.
Vinterturismen er også noget, man konkret kan mærke på julemarkeder, overnatnings- og spisesteder og attraktioner, men også bredere hos øens kulturtilbud samt detailhandlen.
At gæsternes besøg fordeles ud over det meste af året, bidrager desuden til Destination Bornholms vision om en mere bæredygtig turisme, skriver destinationsselskabet.
Vil give turister service døgnet rundt
Destination Bornholm har i øvrigt for nylig introduceret en AI-løsning, en såkaldt chatagent, som skal sikre, at gæster har svar og inspiration ved hånden døgnet rundt.
Chatagenten bygger på avanceret sprogforståelse og leverer svar, der først og fremmest er baseret på Destination Bornholms egen vidensbase.
I det daglige virke kommer Destination Bornholm dog til at lave en løbende overvågning af de spørgsmål og svar, som chatagenten håndterer, for at optimere indholdet og sikre bedre kvalitet.
Samtidig kommer chatagenten ikke til at overtage servicen helt, og er der behov for personlig kontakt, bliver gæster på hjemmesiden videreført til medarbejderne i Bornholms Turistinformation, som kan hjælpe derfra.
Relaterede artikler:
Efter fald: Bornholm regner med tysk revanche

STANDBY.DK Nyt om rejser


