Branchen ser skeptisk på nyt Sterling

I fly- og rejsebranchen ser kritikere meget skeptisk på en fremtid for et nyt Sterling.

 

Flyselskaber som Transavia, Norwegian og SAS har i kølvandet på Sterlings konkurs den 29. oktober bebudet, at de vil åbne en masse lavprisruter fra blandt andet fra København. Der er allerede åbnet nye ruter med nye fly. Men i takt med, at rejsemarkedet er på vej til at være overmættet med lavprisruter ud og ind af Danmark til det øvrige Skandinavien og resten af Europa, kan det ifølge branchekendere blive svært for det nye discountselskab at klare konkurrencen. Det skriver Berlingske Tidende i dag.

 

»Jeg kan slet ikke se fornuften i at købe Sterling. Efter at blandt andet Transavia og Norwegian har åbnet flyruter, er der jo kun stumper tilbage. I branchen undrer vi over, at nogen vil gå ind i det menageri. Intet flyselskab vil jo købe Sterling og starte en så usikker forretning for at bygge et flyselskab op fra bunden og eventuelt bruge et totalt misrøgtet navn som Sterling,« siger salgsdirektør Stig Elling fra rejseselskabet Star Tours.

 

Ifølge Berlingske Tidende skal Axcel investere op mod godt en halv milliard kroner i erhvervelsen af Sterling.

Skrevet af Hanne Aaen Lassen