Fra Stillehavskysten ved Pacific Palisades-området vest for Los Angeles. Wikipedia-foto: Californiens brandvæsen, Cal Fire, Public Domain.

Brande i Los Angeles: Resten af Californien er åben

Enorme ødelæggelser har ramt dele af Los Angeles under de igangværende brande. ”Dét er forfærdeligt, men selve Californien er en kæmpe stat og man kan sagtens besøge andre dele.”

I areal er Californien 10 gange større end Danmark – og mens forfærdelige brande i denne tid hærger dele af Los Angeles-området, er hele staten ikke berørt. Foreløbig har brandene kostet mindst 25 livet og ødelagt over 12.000 bygninger, skriver amerikanske medier, blandt andet CNN.

Brandene påvirkes også af blandt andet vindforholdene, og stærke vinde er med til at sprede gnister der kan antænde brande andre steder i Los Angeles-området.

Ifølge vejrmyndighederne – National Weather Service (NWS) – er der frem til onsdag eftermiddag lokal tid såkaldte røde flag-advarsler og varsler om alvorlige situationer for:

Western San Gabriel Mountains, Southern Ventura County Mountains, Santa Susana Mountains, Ventura Valleys (ved blandt andet Simi Valley), Western Santa Monicas, Western San Fernando Valley, Agoura Hills og Ventura County.

Californiens brandvæsen, Cal Fire, siger i en opgørelse, at mindst 100.000 indbyggere i de berørte områder er blevet evakueret.

”Vi ved ikke mere, end hvad vi ser i medierne”
Californien er samme med New York City og Florida de tre delstater i USA med flest turister. Standby.dk har forgæves prøvet at få en kommentar fra FDM Travel, det største danske rejsebureau når det gælder USA, til hvad man har tilrådet sine rejsende.

I Norden repræsenteres Californiens turistråd, Visit California, af det danske repræsentationsbureau Atlantic Link. Herfra siger Karin Gert Nielsen, ejer af Atlantic Link og direktør for den danske Discover America-komite, til Standby.dk:

”Vi ved ikke mere, end hvad vi ser i medierne. Det er forfærdeligt og frygteligt, hvad der sker i Los Angeles. Heldigvis rejser amerikanerne sig hurtigt efter katastrofer som denne. Og Californien er arealmæssigt en kæmpe stat, og man kan sagtens besøge andre dele af Californien.

Vi (Atlantic Link og Visit California) har i disse dage en pressegruppe i Californien; deres program er blevet ændret så de naturligvis ikke kommer til de berørte områder – og jeg skal selv igen til Californien i starten af marts, hvor Visit California har en stor årlig konference,” siger Karin Gert Nielsen.

Los Angeles’ turistråd, Los Angeles Tourism & Convention Board, bringer på sin hjemmeside løbende opdateringer om situationen relateret til brandene i Los Angeles-området.

 

Relaterede artikler:

Analyse: Ekstremt vejr kan resultere i ny rejseadfærd

Donald Trump bliver igen præsident, men “de store oplevelser i USA er der jo fortsat”

”Der er altså naturbrande og hedebølger hvert år”