British Airways følger KLM med bagagebetaling

Begynder ganske vist i det små med korte ruter fra Gatwick, men linjen er lagt og kan meget let føre til mere. Tillæg mellem £9 og £16 for medsendt bagage.

Der er mange forklaringer på, hvorfor de store etablerede ruteselskaber nu begynder at opkræve betaling for medsendt bagage. Hvor overbevisende de er, må passagererne indtil videre afgøre.

Men snebolden er begyndt at rulle, og det bliver den ved med.

”Vi indfører det nye system som et tilbud til vore mange passagerer på korte ruter. De kan frit vælge at rejse billigere ved kun at tage lidt håndbagage med i kabinen og dermed spare penge,” siger Gatwick direktør for BA Peter Simpson. Han lægger heller ikke skjul på, at dette kan være begyndelsen til flere ruter fra Gatwick.

Prisen for at få et stk. bagage med går fra 9 til 16 pund, men er typisk £ 9 fra Gatwick på helt korte ture til Amsterdam (selv tak KLM), Jersey og £10 til Torino, mens det er £16 på den længere tur til Tunis.

De nye regler træder i kraft fra 26. februar.