British Airways gør klar til strejke

Arkivfoto fra British Airways.

LUFTFART: Fra i morgen, 1. juli, og til 16. juli strejker medlemmer i en af British Airways fagforeninger for kabineansatte. BA forventer stort set at gennemføre alle flyvninger, men nogle aflyses eller slås sammen.

Dele af de kabineansatte i British Airways Mixed Fleet vil strejke i den nævnte periode. Årsagen er uenighed om ansættelseskontrakter.

Mixed Fleet-personalet er ansatte siden 2010 til angiveligt dårligere løn og arbejdsforhold. De flyver navnlig ud af BA’s hovedlufthavn, London Heathrow, og dets sekundære lufthavn, London Gatwick.

Ifølge britiske medier udgør Mixed Fleets kabinepersonale 35 pct. af BA’s kabineansatte og dækker ca. hver tredje af BA’s destinationer.

British Airways medgiver, at strejken vil betyde aflysninger, men henter bl.a. ni erstatningsfly med besætninger fra Qatar Airways, der ejer 20 pct. af BA’s moderselskab, IAG.

BA oplyser, at berørte passagerer kontaktes om ombooking. British Airways opfordrer sine passagerer til at sikre sig, at BA har deres korrekte mail-adresser og telefonnumre.