Julemarked i Bratislava. (Foto: Visit Bratislava).

Britisk opgørelse: Her er de billigste europæiske juledestinationer

Når briter rejser mod det europæiske fastland for at tage på julemarked, er det særligt Østeuropa, som er billigst. Til gengæld er København den dyreste by.

Når turister går på jagt efter de billigste europæiske byer at opleve julemarkeder i, ligger Slovakiets hovedstad Bratislava helt i top. Det skriver det internationale medie Travel Weekly.

Byen ligger i top på grund af en kombination af den billigste tonætters pakke og lave priser på mad og drikke sammenlignet med de 13 andre europæiske byer på det såkaldte Post Office Travel Money’s Christmas Markets Barometer, som den britiske, statsejede virksomhed Post Office står bag.

Ifølge Post Office koster det 510 britiske pund – rundt regnet 4.500 danske kroner – for to briter at tage til Bratislava to nætter på et tre- til firestjernet overnatningssted med rejser til og fra lufthavnen, to aftensmåltider med vin, kaffe, drikkevarer og snacks på julemarkedet.

København er dyrest
København er at finde i den helt anden ende af listen og er således den dyreste juledestination i Post Office’s opgørelse.

Her koster en rejse ud fra de samme kriterier 989 britiske pund, svarende til rundt regnet 8.800 danske kroner.

Østeuropa ligger generelt helt i toppen på listen for rejsende, som ønsker at spare penge, og således indtages ni ud af 10 topplaceringer af byer i det østlige Europa.

Vilnius ligger på andenpladsen med et todages ophold, som koster 511 britiske pund, altså blot en enkelt pund dyrere end Bratislava. Litauens hovedstad er i øvrigt den billigste destination for måltider, drikkevarer og rejsen fra og til lufthavnen.

De seneste fem år har Riga været den billigste juledestination, men den er i år at finde på en tredjeplads med en pris på 4.876 danske kroner for to dage, hvilket er en stigning på otte procent sammenlignet med sidste år.

Gdansk indtager fjerdepladsen med en pris for to dage på 5.322 kroner, hvilket er 12 procent lavere end den næste polske by på listen, Krakow, hvor rejsende skal af med 6.055 kroner. Her er prisen dog faldet med 20 procent grundet en kombination af lavere madpriser og et bedre rutenet, hvilket betyder, at flyveturen bliver billigere.

Travel Weekly oplyser, at det generelt er en tendens, at rejser sidste år steg i pris på grund af mangel på flyforbindelser, mens priserne i år er tilbage på niveau med 2022.

Viser vigtigheden af at tjekke priser
Laura Plunkett, som er head of travel money hos Post Office, fortæller, at den britiske pund er steget i værdi i forhold til europæiske valutaer, hvilket betyder, at briterne har fået flere penge at bruge på det europæiske fastland.

“Men de prisvariationer, som det seneste barometer afslører, viser dog, hvor vigtigt det er for rejsende at tjekke priser og tage alle de omkostninger med i betragtning, som de sandsynligvis vil få,” siger Plunkett.

Hun tilføjer:

“Mens fremvoksende byer som Bratislava og Vilnius tilbyder fremragende værdi, er Prag og Budapest også gode muligheder for dem, der søger gode tilbud, på grund af de prisfald, vi har fundet i disse mere etablerede favoritter.”

Listen fra Post Office Travel Money’s Christmas Markets Barometer kan ses nedenfor:

  1. Bratislava – 4.500 kroner
  2. Vilnius – 4.509 kroner
  3. Riga – 4.876 kroner
  4. Gdansk – 5.322 kroner
  5. Prag – 5.414 kroner
  6. Budapest – 5.707 kroner
  7. Zagreb – 5.798 kroner
  8. Krakow – 6.059 kroner
  9. Stockholm – 6.583 kroner
  10. Tallinn – 6.693 kroner
  11. Berlin – 7.895 kroner
  12. Lille – 7.914 kroner
  13. Wien – 8.481 kroner
  14. København – 8.800 kroner

 

Relaterede artikler:

Flodkrydstogtrederi klar til julemarkeder

Sælger færre rejser til julemarkeder

CNN: Tivoli har et af Europas bedste julemarkeder