LUFTFART: Willie Walsh, chef for British Airways moderselskab, IAG, regner med, at Norwegian får tilladelse til at flyve mellem Europa og USA på trods af de mange protester.
Selv om der er mange advarsler til de amerikanske myndigheder om at tænke sig godt om, inden Norwegian får tilladelse til at flyve mellem Europa og USA efter Open Skies aftalen, får det ikke præsidenten for British Airways moderselskab, Willie Walsh, til at tvivle. Han regner bestemt med, at amerikanerne bliver nødt til at give Norwegian en permanent aftale, som afløsning for den foreløbige, selskabet opererer fra i dag.
Willi Walsh har tidligere udtalt, at han heller ikke frygter nogen form for konkurrence fra Norwegian på langruterne, og det samme gælder for Iberia i samme organisation. Og sådan er det fortsat, nu da ruterne fra Skandinavien er startet både til Florida, New York og Californien.
”Det kan da godt være, at noget af Norwegians måde at drive luftfartsselskab på er i mod ånden i aftalen om Open Skies og paragraffen om den sociale dimension, men jeg kan ikke se, det forhindrer en accept fra USA,” siger Willie Walsh i et interview med amerikanske Today in The Sky.
Han tilføjer samtidig, at myndighederne må træffe afgørelsen, men det giver ikke ham søvnløse nætter.
”Det vi har set indtil nu med nye langruter fra Skandinavien og London til forskellige destinationer, får ikke os til ændre planer. Den konkurrence kan vi godt klare,” fastslår han.