Provinslufthavne: Kritisk notat gemt væk

Lovforslaget er blevet kritiseret af de små lufthavne, fordi det bl.a. forhindrer, at de kan give rabatter til lavprisselskaber som Ryanair og EasyJet.



Til gengæld bliver indgrebet rost af Københavns Lufthavne og SAS, der er delvist ejet af staten.



Regeringen har sikret sig flertal for forslaget, men det viser sig nu, at et høringssvar fra Konkurrencestyrelsen ikke er blevet vist til Folketinget.



Af høringssvaret fremgår det, at Konkurrencestyrelsen finder regeringens lovforslag langt mere vidtgående end EUs regler:



»Det er uhensigtsmæssigt, hvis luftfartsloven er strammere end de gældende EU-regler,« advarer Konkurrencestyrelsen ifølge Jyllandsposten.



Men advarslerne kom aldrig videre fra regeringen til Folketingets Trafikudvalg.



I regeringens orientering til politikerne er notatet fra Konkurrencestyrelsen simpelt hen fjernet, og Trafikudvalget, som har behandlet sagen, har aldrig fået kendskab til notatets eksistens.



Sådan en fremgangsmåde er helt almindelig i regeringen, fastslår lovchef Christian Østrup i Transport- og Energiministeriet:



»Det er normal praksis, at regeringens interne sonderinger ikke sendes videre til politikerne,« siger han.



Konkurrencestyrelsens høringssvar er fjernet, fordi styrelsen er en del af Økonomi- og Erhvervsministeriet, som indsender et samlet svar, lyder forklaringen.



Esbjergs borgmester Johnny Søtrup har forsvaret, at Esbjergs kommunale lufthavn giver rabat til Ryan Air.

– Den rabat bliver der ikke pillet ved, uanset hvor mange indskærpelser, der kommer, har han tidligere sagt til DR Syd.



– Rabatten er årsag til, at vi har en god forretning, der skaber stor omsætning for vores lufthavn. Derudover er ordningen med til at trække tusindvis af britiske turister hertil, siger Esbjergs borgmester


Skrevet af