Fredagsklummen – Jeg har syndet, jeg vil gerne betale

Af Ejvind Olesen



HVOR JEG END går, så synder jeg. Derfor skal jeg søge tilgivelse. Vi kender det overordnede budskab fra kirken i det daglige, hvis man hører til den kristne tro og Luthers lære.



Nu er den adopteret af flyselskaber. British Airways tilbyder sine kunder, at de kan gå ind på en særlig hjemmeside i et samarbejde med Climate Care, indtaste deres flyrejse og se, hvor meget de synder med hensyn til CO2-udslip. Derefter kan de betale det beløb online commputeren finder frem.



British Airways skynder sig dog at bemærke, at ordningen er frivillig. Pengene går til bæredygtig energi rundt om i verden. Indtil videre er der ingen meldinger om, hvordan tilbuddet er blevet modtaget.



KØRER MAN videre i tankeeksperimentet, er her en virkelig indtægtskilde til slunke statskasser. Jeg kørte til bageren i min bil. Jeg var længere end nødvendigt under bruseren i morges, og vandet var varmere, end det behøvede at være. Jeg tog derefter toget til i Jylland, og kørte senere med en osende bus. Jeg har sprøjtet mine roser i haven. Jeg vil gerne holde ferie i Afrika, men jeg slider på miljøet. Jeg synder kort og godt hele tiden.



Nu kommer regningen. En flyrejse til London 47,20 kr., bilturen 1,40 kr., pris for at det lange brusebad 4,50 kr., busturen 3,20 kr., togrejse 1,80 kr., roserne sprøjtet 3,10 kr., ferierejse til Afrika med ødelagt miljø 14,20 kr. I alt 75,40 kr. på en uge. – Pengene er sendt til Jensen, Jensen og Petersens økologiske vingård i Hammersholt.



HAR JEG så fået tilgivelse ? Hvem skal svare mig på det ? Da jeg ikke er katolik, men en ganske almindelig dansk forbruger, kan jeg ikke bare bede præsten om synsforladelse ved at skrifte.



Nu ved jeg, hvad jeg gør. Jeg sender beløbet til British Airways. De ved bedst, hvordan man opfører sig, selv om de dagligt flyver himlen tynd for ozonlag. På den måde kan præsident Willie Wash sove godt om natten med god samvittighed. Sådan noget har en flychef også brug for.



Værst ville det være for British Airways og alle andre flyselskaber, hvis passagererne pludselig holder op med at rejse. Men, alligevel bedst. Så synder vi jo ikke mere på den front. Efter at være ramt af dyner af skatter og afgifter og ekstra beløb for egen sikkerhed og lange køer i lufthavnene.



Man ser det for sig. Reklames magt: “Synd ikke – bliv hjemme.” Med venlig hilsen fra British Airways.



Er det en god ide British Airways har fået med frivillige afgifter for at tære på ozonlaget efter en flyrejse.

Stem i ugens quick poll.

Skrevet af