Nordisk luftbro til Thailand

Mens det gik langsomt for de skandinaviske regeringer med at komme i omdrejninger efter katastrofen forrige søndag, sendte Finnair samme dag det første nødhjælpsfly af sted. Tusindvis af finske turister er blevet evakueret fra Phuket i nytårsperioden.



Første finske fly afgik allerede 2. Juledag med et medicinsk hold til Phuket. I alt har Finnair gennemført 11 nødflyvninger med knap 2.400 passagerer fra Phuket og Sri Lanka. Et par hundrede finner, svenskere og nordmænd er evakueret via Finnairs ordinære Bangkok-rute.



På opfordring af de skandinaviske regeringer åbnede SAS i sidste uge en luftbro mellem Skandinavien og Thailand for at transportere cirka 3.5000 fra Skandinavien hjem efter katastrofen. Til og med nytårsweekenden gennemførte SAS 13 ekstraflyvninger fra Bangkok og Phuket – tre til København, fire til Oslo og seks til Stockholm.



Alarmcentralen SOS International chartrede i sidste uge en Boeing 737 hos Sterling som fløj til Phuket for primært at hente svenske nødstedte og deres pårørende hjem. SOS er alarmcentral for de nordiske forsikringsselskaber.

Flyet, Boeing 737-800, kunne medbringe til fem passagerer på båre, 40 med brækket ben samt 66 øvrige, siddende passagerer, heriblandt læger og sygeplejersker.



MyTravel Airways’ ekstrafly fra Phuket og Bangkok til Skandinavien har været med til at bringe bl.a. selskabets danske gæster hjem – samtlige flyvninger var med både læge og sygeplejerske.

MyTravel Airways har bl.a. købt tæpper, chokolade, vand, sko og støvler, sæbe, sokker, undertøj, T-shirts og joggingtøj til børn og voksne; dette blev distribueret på Phuket til gæster med akut behov for ovennævnte.



Alle afrejser med MyTravel Airways til Phuket og Sri Lanka er foreløbig annulleret til og med 31. januar.



KLM har doneret 20 tons gratis cargokapacitet til hollandske hjælpeorganisationer til fjernøsten.

Skrevet af