Storm mod transportminister

Den årelange krise i dansk-tyske Scandlines har fået Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti til at lægge pres på transportminister Flemming Hansen. Socialdemokraternes trafikordfører Magnus Heunicke har krævet ministeren i samråd om rederiet, som på syvende år sejler med ledelsesproblemer, der gør, at en privatisering er strandet på grund af strid mellem den danske ejer, Transportministeriet, og den tyske, Deutsch Bahn. Også i Dansk Folkeparti er utilfredsheden med ministerens håndtering til at få øje på, og der varmes op til en hårdere kurs over for Flemming Hansen.
Samtidig er presset på bestyrelsesformanden, tyske Jürgen Heyer, øget, efter at næstformand Leif Juul Jørgensen har undsagt Heyers støtteerklæring til finansdirektør Uwe Bakosch, der har handlet uden tilstrækkeligt mandat og bagom den administrerende direktør, Peter Grønlund. Det har fået medarbejderne til at gå i rette med formanden, som ifølge medarbejderne holder hånden over Bakosch: “Vi må såre undres, at Jürgen Heyer trækker de juridiske undersøgelser ind i brevet til medarbejderne. Tilmed meddeler Jürgen Heyer, at han har truffet sin beslutning. At direktøren klarer frisag. Endda inden de øvrige bestyrelsesmedlemmer har modtaget redegørelsen,” hedder det i et brev fra tillidsmand Peter Vinum.
(Børsen 14.09.2005)

Skrevet af