Rasmussen og ulandshjælpen

Af Kåre Johansen



Netop hjemvendt til Danmark efter omkring 14 år i den internationale hotelbranche, har jeg ved selvsyn set det rigtige i, hvad Ejvind Olesen skrev om.



I tre år arbejdede jeg for Block hotels i Kenya, i løbet af seks år gik Block fra at være en engelsk-ledet hotelkæde, til – da jeg var ansat – at have 1.500 lokalansatte og to udlændinge.



Block blev første hotelvirksomhed i Kenya med afrikanske hoteldirektører, og senere også den første med kvindelige afrikanske direktør – alt sammen fordi man bevidst kørte en uddannelsespolitik af lokale. Med muligheden for at kombinere privat initiativ med offentlig støtte, kunne dette resultat måske have været nået flere år tidligere.



I 1996, efter at have været til åbningen af det første luksushotel i det tidligere sovjetiske Centralasien, stod jeg i en lufthavn for at checke ind, da jeg lagde mærke til at ham foran i køen hed Rasmussen.



Det er jo ikke mange danskere man mødes på de central asiatiske stepper, så vi begyndte at tale.

Han var fra Danida, og i samtalens forløb talte vi om det hotelprojekt, jeg netop havde været til åbningen af.



Rasmussen mente at det jo ikke lige var det, landet havde brug for; et 5 stjernet luksus hotel kunne lokalbefolkningen jo ikke få glæde af.

Jeg mente, at det lige nøjagtigt var, hvad de havde brug for. For hotellet havde skabt 400 lokale arbejdspladser på alle niveauer, det skabte også en årlig indtægt på fem millioner dollars i skatter og afgifter til landet, ligesom det havde givet udenlandske investorer en mulighed for at opholde sig i trykke rammer i landet.



Men sådan er indfaldsvinklen jo så forskellig.



At Danida er gået ind på at hjælpe med en mellemleder- uddannelse i Egypten er prisværdigt. Samtidigt med at Radisson SAS internationalt faktisk kun anerkendes af de andre store aktører på markedet, for sin indsats overfor intern træning og uddannelse, syntes denne sammenblanding at være en af de gode.

Skrevet af