Carlzon: Norwegians langruter er overmodighed

Danish Business Travel Association havde mandag godt arrangement om luftfartens alliancer – med Jan Carlzon, SAS’ koncernchef fra 1981-1994, som hovedattraktion. Mødet var sponseret af Star Alliance, der i år runder de 15 år.

 

Sidst i arrangementet rettede Carlzon skytset mod Norwegian og dets planer om at åbne lavprisruter, i første omgang til Bangkok, Beijing og New York.

 

Uden at sammenligne direkte med Norwegian, fortalte Jan Carlzon de 88 tilmeldte til DBTA-arrangementet om det amerikanske lavprisselskab People Express Airlines, der fløj fra 1981-87, hvorefter det blev opslugt af Continental.

 

”People Express havde enorme fremgange på flyvninger i USA, men fik så hybris og købte fly til oversøiske langruter. Herefter gik det bare nedad,” sagde Carlzon til forsamlingen på Royal-hotel i København.

 

Bagefter uddybede Jan Carlzon overfor takeoff.dk: ”For mig minder Norwegian om en kopi af People Express, der troede de kunne gå på vandet. Norwegian er overmodige med sine planer om langruter. For at oprette langruter er ikke så let, som det lyder – Norwegian har foreløbig ingen partnere i enden af sine planlagte langruter. Det er nødvendigt at have fødelinjer til de lufthavne, man vil flyve langruter fra, ligesom det er nødvendigt at kunne tilbyde videre forbindelser fra de destinationer, man vil flyve langruter til.”

 

”Jeg har flere gange fløjet med Norwegian, de har god kvalitet og er farlige for bl.a. SAS på ruter på op til 2½ times varighed,” sagde Jan Carlzon til takeoff.dk

 

På DBTA-mødet sagde Jan Carlzon også, at han ikke forstår, hvorfor Lufthansa nævnes som eneste mulige køber af SAS.
”Hvis Air France eller British Airways byder mere, hvorfor så ikke sælge til dem,” sagde han og tilføjede, at han håbede SAS overlever som selvstændigt flyselskab.

 

Blandt paneldeltagerne ved DBTA-arrangementet var Simon Hansen, vicepræsident i SAS og ansvarlig for partnere, herunder i Star Alliance.
Han sagde til takeoff.dk, at han undrer sig over, at dele af pressen ukritisk videregiver Norwegians meldinger om, at selskabet vil kunne sælge billetter til dets kommende langruter for 1.000 kr. – uden pressen undersøger dette.

 

”Selv om Norwegian kan producere til f.eks. halvt så lave priser, skal der altså lægges mange ekstra tillæg på den billetpris for at regnestykket går op,” sagde han og tilføjede, at ganske vist har Norwegian bestilt nye B787 Dreamlinere. Men disse er tre gange dyrere end de Airbus A330/340, SAS bruger på sine langruter.

 

Stand Bys juni/jui-udgave har mere om DBTA-arrangementet.

 

DBTA har 125 medlemmer blandt travel managers og leverandører til rejsebranchen. Medlemmerne af DBTA booker årligt rejseydelser for ca. 11 milliarder kr. Foreningens formand er Jens Liltorp, Global Travel Manager i Novo Nordisk.

Billedet fra DBTA-mødet viser fra venstre ordstyrer Ole Egholm, og bidragsyderne adm. direktør Klaus Johansen fra American Express Business Travel, Jan Carlzon, Simon Hansen fra SAS, direktør Thomas Frederiksen fra Informationsteknik Scandinavia samt, A.P. Møller-Mærsk’s travel manager, Mette Christensen.

Skrevet af Henrik Baumgarten