Cateringstrejke fortsætter i Københavns Lufthavn

Arkivfoto med en highloader fra Gate Gourmet, via Wikipedia, fotograf: Guido1971.

LUFTFART: Selv om Arbejdsretten i går pålagde de strejkende i flykøkkenet Gate Gourmet i Københavns Lufthavn at genoptage arbejdet, var det ikke sket i aftes.

Medarbejderne i det største flykøkken i Københavns Lufthavn fortsætter deres overenskomststridige arbejdsnedlæggelse. Det sker selv om Arbejdsretten på møde torsdag eftermiddag pålagde de cirka 500 ansatte at genoptage arbejdet senest klokken 20.30 torsdag aften.

De to parter blev ved mødet i Arbejdsretten repræsenteret af henholdsvis LO og Dansk Arbejdsgiverforening.

Kendelsen fra Arbejdsretten om, at arbejdet skulle genoptages, blev givet videre af tillidsfolkene til deres kolleger, der dog valgte at fortsætte arbejdsnedlæggelsen. Strejken skyldes ifølge Fagbladet 3F, at ledelsen i Gate Gourmet har opsagt en række lokale aftaler. Det drejer sig blandt andet om, at nogle ansatte over 50 år har ret til ekstra ferie, og at medarbejdere over 55 år med lang anciennitet kan holde orlov med løn.

De 500 medarbejdere – for eksempel chauffører, kokke og smørrebrødsjomfruer, opvaskepersonale – er alle organiseret i fagforeningen 3F. Formand for 3F i Kastrup. Henrik Bay-Clausen, sagde i går til standby.dk, at strejken, trods opfordringer fra tillidsfolkene om at genoptage arbejdet, fortsætter.

Hvis 3F-medlemmerne ikke genoptager arbejdet, kan de blive idømt bod af Arbejdsretten.

Flere flyselskaber har retur-catering
Mange flyselskaber er naturligvis hårdt ramt af strejken. Navnlig hvis deres flyvning starter i Københavns Lufthavn. Udenlandske flyselskaber har i forvejen ofte returcatering med når de flyver til Københavns Lufthavn, mens langruteselskaberne oftest får catering ombord inden de flyver retur.

Såvel Air India, Emirates, Thai Airways som Qatar Airways meddelte i går til standby.dk, at de under Gate Gourmet-strejken har returcatering med til Københavns Lufthavn. Nordens største charterflyselskab, Thomas Cook Airlines, siger, at det også prøver at sørge for mad og drikke til sine passagerer, blandt ved at uddele vouchers. Air Canada er heldigere stillet, da flyselskabet bruger det mindre LSG-flykøkken i Københavns Lufthavn.

Lufthavnens største flyselskab, SAS, giver blandt sine passagerer vouchers så de i transithallen kan købe mad og drikke til at medbringe på flyvningen.

Det lykkedes heller ikke i går for standby.dk at få en kommentar til strejken fra Palle Ørsting, general manager for Gate Gourmet i Københavns Lufthavn.

Gate Gourmet er nærmest eneste flykøkken i Københavns Lufthavn. Der er også det tidligere store LSG, som dog de seneste år har mistet kunder til Gate Gourmet, og som i dag er en meget lille enhed; LSG blev 1. november virksomhedsoverdraget til firmaet Inflight Logistic.

Selve Gate Gourmet er en af verdens største cateringkoncerner med cateringvirksomhed i cirka 130 lufthavne i 35 lande og omkring 40.000 medarbejdere.

Relaterede artikler:

Kina spiser stort cateringselskab

Reducerer mio. af tons flyaffald

Hun bedrog Gate Gourmet, nu er hun kirketjener