Fredagskommentaren – Royal League i skandinavisk luftfart

Af Ejvind Olesen



VI FIK EN rem af huden i sidste weekend. Med strejken fredag formiddag i København og blokade af kabineforeningens medlemmer. Noget særdeles skadeligt for SAS, som rækker langt ud over, hvad det kostede at strejke. Selv om det i sig selv kan være slemt nok.



De danske medlemmer strejkede, fordi de ikke ville lade 30 svenske kolleger komme ind på deres retmæssige pladser i rangfølgen i SAS Danmark. Det endte med, at de kom det alligevel, og vi kunne have undgået al postyret.



Desværre var det nok ikke sidste gang. Piloterne er indtil videre en enhed, men hvad sker der, når de skal deles op i tre landes selskaber med forskellige rettigheder? Noget der mig bekendt er nødvendigt for at sparemålet på de 14 mia. kr. kan nås næste år.



Opsplitningen er gået hårdt ud over det svenske kabinepersonale i Malmø-regionen. De har hidtil ikke skelnet mellem om de var fra Sverige eller Danmark, for de fløj jo i et skandinavisk selskab. Det gør de i og for sig stadig, men nu tilhører de hhv. Sverige og Danmark. De 30 havnede så i Danmark, altså i København, og det er lykken, når man bor i Malmø. Det er til gengæld ikke lykken at blive placeret i Stockholm, når man bor i Sydsverige. Flere af de ældre har valgt at stoppe af samme grund.



DET MÅTTE før eller siden komme til et opgør med systemet om en fordeling i to syvendedel til Danmark og Norge og tre syvendedel til Sverige, også når arbejdspladserne i luften skulle fordeles. Uendelige summer til transport, hotel og passive arbejdstimer er i 58 år ofret på retfærdighedens alter. Og de fleste fly går nu engang fra København af geografiske grunde.



Det forhindrer imidlertid ikke, at det først og fremmest er Sverige og svenske kunder, der holder SAS på sit nuværende niveau. Uden svenskerne var SAS ikke ret meget, og man kan med god grund sige, at det har de også vidst gennem mange år og præget udviklingen.



Alligevel har Danmark fået sin uforholdsvis store del af kagen. Dygtigt kørt af danskere i SAS bestyrelse, og via stor velvilje fra svensk side, for eksempel med valg af København som hovedhub og bygningen af terminal 3 med SAS-garantier for udnyttelse. Uden SAS var Københavns Lufthavn heller ikke ret meget.



MEN FREMTIDEN vil byde på øget konkurrence. Stockholm vil skubbe Arlanda i front til endnu flere direkte ruter, både oversøiske og regionale ud i Europa, og det tager pusten fra København og “danske SAS”.



Der er mange europæiske ruter fra København, som ikke kunne gå, og slet ikke med samme frekvens, hvis det ikke var for svenskerne skyld. Der bor ganske vist halvanden million i Københavns opland i Sydsverige, men de kan i værste fald tvinges til Gøteborg og Stockholm og den vej videre ud i verden. Det er blandt andet et spørgsmål om billetpriser og gode forbindelser.



Tag en rute som SAS`daglige afgange fra København til Madrid. Der er SAS forbindelser fra Oslo, men ikke fra Sverige, og det fylder godt op på flyene fra København. Men hvad nu hvis…skulle vi så kun have SAS-fly hver anden dag til Madrid fra København? Ja, det er en reel mulighed.



VI HAR NU udover en SAS-liga i Danmark fået en Royal League i fodbold mellem hold fra Sverige, Norge og Danmark. Den sidste er ganske vist ikke sponsoreret af SAS, og der kæmpes på livet løs vinteren igennem.



Kære danske SAS-ansatte. Tænk jer godt om, før I går i strejke næste gang !

Skrevet af