Fredagsklummen – Vi åbner pakkerne under rejsebranchens juletræ

Af Ejvind Olesen



DER VAR store pakker, og der var små pakker. Nogen var pakket flot ind med sløjfer og nissemænd på papir. Andre er nærmest som en papkasse i en plastpose. Nu om dage er der jo mange forretninger, der overlader til kunderne selv at pakke ind. Sådan er serviceniveauet blevet i Danmark 2005!



Den første der fik sin gave fra bunken under det store træ var Stig Elling fra Star Tour. Han kunne næsten ikke vente. Han var bare så spændt. Julemanden så straks, at han skulle være den første. Det var en meget stor og tung pakke. Stig var forventningsfuld til det ulidelige. “Næh,” sagde han, da han pakkede ud og så, at det var Kommunalhåndbogen fra år 2000. Den var ganske vist fem år gammel, men det gjorde ikke noget, tænkte Stig. Et sted skal man jo begynde.



Så var det Almar Örns tur fra Sterling. Han blev ikke mindre glad. Han fik en stor pakke fra Din Tøjmand. Med rigtig hvid 100 procent bomuld, krølfri skjorte, slips og en smart jakke i moderne farver. “Jeg ved ikke rigtigt, er det nu mig? ” spurgte han usikkert. “Selvfølgelig er dig,” sagde Jørgen Lindegaard, der var den glade giver. “Der er fuld bytteservice hos Din Tøjmand i Hørsholm.”



Lindegaard var selv spændt på, hvad der var til ham. Det var en meget flad pakke. Ja nærmest blot en kuvert. Han åbnede. Den var fra Pilotforeningen i SAS. “Hermed lover vi på spejderære og ved vores usle løn engang med tiden, at vi vil flyve ligeså meget, som de gør hos Ryanair, hvis vi må få en ny rute til Rio de Janeiro via Panama med skift af mandskab i New York og Miami en gang om ugen. – Hvis vi får det ønske opfyldt, vil vi også godt – mod en rimelig kompensation – flyve daglig fra København til Kaliningrad – med garanti for, at vi aldrig skal ligge over d e r.”



“Det var da en dejlig gave,” sagde Ørnen, mens han prøvede sin nye skjorte, og Stig var helt fortabt i læsningen og var nået til side 20. Der var kun 480 sider tilbage.



SØREN RASMUSSEN fra Albatros, der var kendt for selv at give store gaver, var meget spændt på, hvad julemanden havde fundet til ham. Det lignede faktisk også en bog. Ganske rigtigt. “Verdens sande tilstand,” af Bjørn Lomborg. Specielt et kapitel om drivhuseffekten og bæredygtig turisme interesserede ham. Nogen om at indlandsisen vil smelte i løbet af få år. “Nåh, pyt tænkte Søren, så bliver der mere vand til vore nyindkøbte krydstogtskibe!”



Ovre i en krog sad Tom Clausen fra My Travel Airways og pudsede og pudsede på sin Luftfartspokal. Han havde taget den med til festen, men de andre skulle nu ikke tro, at han ville give den videre. Selv om det var en vandrepokal. Apropos vandre. Han havde lige været med i en golfturnering med rejsejournalisterne og bemærket, at Leif Poulsen fra Rejseliv i Berlingske gik 25.011 skridt – målt med sin nye skridttæller – på de 18 huller. Men, så mange skæve slag havde Tom nu godt nok aldrig troet, han skulle opleve at se. Han ville overveje om det var ulejligheden værd at invitere journalisterne med på udvalgte golfrejser i fremtiden.



Nu kom julemanden med Toms gave. Det var et julebrev fra Marianne Jelved. “Kære Tom. Jeg lover at genindføre det taxfree salg fra sommerferien. Anders Fogh er enig med mig. God jul ønskes du og dine medarbejdere af Marianne.”



Det var dog en skrækkelig gave! Hvorfor blev vi også ved med at råbe op. Hun tror jo, hun gør os en tjeneste. Det er jo en rigtig hadegave. Vi har aldrig tjent mere på taxfree salg end i dag. Hvad skulle han sige. En næsten tonløst tak slap over hans læber.



Peder Hornshøj fra Bravo Tours synes nok han havde fået i årets løb, hvad man kan forlange, men alligevel håbede han da på en lille gave. Og så skulle han endda ende med at få den største af dem alle. Hvad var det dog, der skete? Ind kom julemanden trækkende med en lille islandsk pony og et gavekort i form af 80 gratis timers rideundervisning. Hvor blev han glad. Ørnen var allerede på vej over til ham for at vise ham et par tricks.



MED OPHØJET ro ventede Niels Boserup på sin gave. Måske havde han ikke mere tilgode netop i år. Lufthavnen havde jo sandheden i ære kaste en del af sig. Også til ham var der en boggave. “Den brutale redelighed”, om en aktiv bestyrelsesformand. Ole Scherfigs problemer med bestyrelsesposter og medarbejdere.



Arne Bang Mikkelsen fra Bella Center vidste nok, hvad han ønskede sig. Men, han sagde det ikke til nogen. Man kunne alligevel ikke putte en multihal ned i en lille gaveæske. Han så straks, at gaven var fra Ritt. Byens nye overborgmester. På det vedlagte kort stod at læse “Jeg lover den dag din multihal står færdig, vil jeg spille med i indvielseskampen med damelandsholdet i håndbold.” Det var lige før han var parat til at droppe planen om multihallen.



Vagn Sørensen var hjemme fra Wien og med til festen. Der var også gave til ham. En stor fed kuvert med påskriften “Velkommen tilbage til SAS -ligaen, Vagn.” Hvad skulle det nu betyde? Han åbnede og så, at det var tilbud om et nyt job, når han slutter i Wien efter sommerferien. Gavekortet lød sådan: “Kære Vagn, hermed vil jeg tilbyde dig at blive adm. direktør. Jeg er ved at være en ældre mand, og selv om jeg er læge, kan jeg ikke blive ved med at kurere mig selv. Derfor vil jeg tilbyde dig jobbet som chef for Brøndby IF. Du har jo forstand på fodbold, og med det vi senest har vist i Rusland og på Sicilien, så må vi i hvert fald have mindst én, der har forstand på fodbold. I dag kunne vi vel ikke engang slå Rapid Wien. Kærlig hilsen Per Bjerregaard.”



Der var mange, mange flere med, men Take Off har lovet ikke at røbe alle gaverne. Kun kan vi sige, at forretten til julemiddagen var sponseret af Sterling og bestod af gravad laks fra Island. Hovedretten stod Niels Boserup for med ægte kængurusteg, og endelig sluttede de med risalamanden og kirsebærsovs fra Skælskør som en gave fra Harboe Bryggerierne. Derfor var mandelgaven også en bid af en stor kalkun, tørstegt til lejligheden.



Derefter gik de rundt i en sluttet kreds og sang: Der er noget i luften… Inden de ønskede hinanden en rigtig glædelig jul.

Skrevet af