Forlod topjob for at åbne eget rejsebureau

41-årige Gina Kragh besluttede for et halvt år siden at forlade sin arbejdsplads gennem de seneste 15 år, Jysk Rejsebureau. Hun ville være selvstændig. Nu er drømmen gået i opfyldelse – hun har åbnet sit eget bureau, Traveladvisor, er blevet registreret i Rejsegarantifonden og netop blevet medlem af Danmarks Rejsebureau Forening.



”Jeg er gået stille med dørene her i starten. Lige nu arbejder jeg med mit bureaus hjemmeside. Og jeg har været heldig at få en række dejlige kunder fra starten,” siger Gina Kragh til Take Off, der er uddannet jurist og en af Danmarks Rejsebureau Forenings to medlemmer af Pakkerejseankenævnet.



”Jeg har bl.a. mødt mine kunder ved at bruge mailinglisterne i nogle af mine netværk – “Erhvervskvinder i Danmark,” jeg er medlem af afdelingen her i Århus, samt “Morgendagens Heltinder,” primært en iværksætter-gruppe for kvinder,” siger Gina Kragh.



”Efter 15 år hos Jysk Rejsebureau trængte jeg til noget nyt. Jysk har netop fået en god ny markedsføringsstrategi med fokus de unge backpackere, men jeg er mere til ”senior-backpackere” som gerne vil have jord under neglene, men også komfort,” siger Gina Kragh.



”Dermed kommer jeg nok til at konkurrere med bl.a. Nyhavn Rejser og Hannibal & Marco Polo. Foreløbig er det kun mig, men på sigt håber jeg, at skulle ansætte medarbejdere. I første omgang har jeg givet mit projekt et år,” siger Gina Kragh og tilføjer:



”Det var en lykkelig skilsmisse fra Jysk Rejsebureau, jeg forhandler nogle af deres produkter og har fået at vide, at jeg altid er velkommen tilbage.”



Hun arbejder hjemmefra med sit rejsebureau, som navnlig har fokus på hendes special-områder, Asien, Det indiske Ocean og Caribien. Billetterne udstedes af Billetkontoret.



Gina Kragh er i øvrigt til tider blandt panelgæsterne i ”Formiddag med Nis Boesdal,” der sendes på hverdage kl. 11.30 på DR1.



HB

Skrevet af