SAS Koncernens sidste halvårsresultat under Jørgen Lindegaards ledelse gav den forventede fremgang i forhold til det store underskud i årets første tre måneder, men levede ikke helt op til forventningerne. Selv om der populært sagt var tale om “et fald fremefter” på vej mod et endeligt overskud, når året er omme.
Der var overskud i koncernen på 725 mio. danske kroner, men der var også et betragteligt minus fra 1. kvartal ( 1.312 mio. sv. kr.). Halvårsresultatet viser et brutto på minus 425 mio. kr. mod et minus på 733 mio. sidste år. Eller en resultatforbedring på 308 mio. kr.
Efter skat og særlige poster ændrer nettoresultatet sig imidlertid til et minus for halvåret på 511 mio. kr. mod 472 mio. kr. sidste år.
Analytikerne havde ventet et bedre resultat. 200 mio. kr. til pilotstrejken i 1. kvartal og 200 mio. kr. i tab på kabinestrejken i Norge i april har bidt hårdt.
I SAS Danmark er adm. direktør Susanne Larsen tilfreds. “Vi skal nå et plus minus nul i år og 20 procent plus næste år, og det tror jeg vi gør,” siger hun til Take Off.
“Medarbejderne har gjort en fantastisk indsats, og jeg kan da stadig ærgre mig over pilotstrejken, som filede ca. 100 mio. kr. af vort resultat for første halvår. I modsat fald havde vi haft overskud. Nu har vi flot belægning og en effektiv arbejdsstyrke, som gør at vi er optimistiske med hensyn til det kommende halvår.”
Resultatet for SAS Danmark blev 128 mio.kr. bedre en sidste år. Overskuddet i kvartalet var 167 mio. kr. Nu føres et samlet resultat på minus 62 mio. kr. ind i 2. halvår. Og målet er at hente det resten af året, så der måske kan blive et lille plus.
Passagertallet steg med flotte 170.000 i 2. kvartal fra SAS i Danmark. Især på leaisure-siden er der fremgang.
-ejv
Tagget med: SAS

STANDBY.DK Nyt om rejser

