Medlemmerne af Rejsearrangører i Danmark – charterselskabernes brancheforening – er klar med et miljømanifest i klimadebatten. Her arkivpressefoto fra Århus Charter, der er del af Primo Tours-koncernen.

Charterarrangører øger fokus på bæredygtighed

Brancheforening lancerer nyt udspil om hvorfor det er mere bæredygtigt at rejse med charter. ”Dette er ikke lobbyisme mod en mulig passagerskat,” lyder det.

”Et stigende antal rejsende efterspørger bæredygtighed fra deres rejsearrangør – flyselskaberne har jo kun de rejsende i nogle timer, mens rejsearrangørerne har gæsterne i flere dage under hele ferien.”

Det siger Henrik Specht, direktør i RID, Rejsearrangører i Danmark – charterselskabernes brancheforening – til STANDBY.dk

Baggrunden er, at RID forleden på sin hjemmeside offentliggjorde et omfattende bæredygtighedsmanifest med masser af informationer og synspunkter fra RID om hvordan charterrejser kan blive mere bæredygtige.

De mange punkter i bæredygtighedsmanifestet ”er ikke noget, vi kan eller vil tvinge vores medlemmer til at følge, men blot opfordre til dem at tage med i deres overvejelser, hvis de ikke allerede har gjort dette,” siger Henrik Specht og tilføjer:

”Bæredygtighed er et konkurrenceparameter, men vores nye bæredygtighedsmanifest skal ikke ses som et lobbybidrag mod en eventuel dansk passagerskat.”

De 17 medlemmer af RID omfatter også alle de store charterarrangører som Spies, TUI, Apollo, Sunweb, Primo Tours og så videre.

RID-medlemmerne sælger ifølge foreningen cirka 95 procent af alle charterrejser ud af Danmark – sidste år blev det til mere end 1,1 million rejser med primært charterfly, mens nogle af RID-medlemmerne også sender nogle af deres gæster med rutefly; størst på denne konto er Spies med 15-20 procent af sit samlede antal gæster.

Bidrag til at forbedre både klimaet og miljøet
Hele RID’s bæredygtighedsmanifest kan ses på RID’s hjemmeside – men i manifestet står blandt andet:

”Som brancheorganisation ønsker Rejsearrangører i Danmark, RID, at bidrage til skærpet opmærksomhed og aktive indsatser, der kan forbedre forholdene for klimaet og miljøet, for lokalbefolkningen på rejsemålene, for dyrelivet samt ferierejsende. RID har med dette ”Bæredygtighedsmanifest” påbegyndt arbejdet med ”ansvarlig turisme.”

Bæredygtighedsmanifestet skal ses som en inspirationsramme for medlemmernes individuelle indsatser, hedder det blandt andet.

RID tilføjer: ”Bæredygtighedsdiskussionen bør ikke så meget handle om, hvordan man rejser mindre, men i højere grad hvordan man rejser rigtigt… Fokus på ansvarlig turisme kan være med til at skærpe profilen hos seriøse rejsearrangører og deres samarbejdspartnere, for eksempel flyselskaber og hoteller, og herved være en vigtig konkurrenceparameter over for de ferierejsende.”

Vil gerne tage medansvar
Fra RID lyder det også: ”Vi vil gerne tage medansvar for den klimapåvirkning, rejsende har under hele deres ferie. Derfor omfatter vores retningslinjer for ansvarlig turisme, hvor vi har et ansvar for eksempel flyrejsen, bustransferen fra lufthavn til hotel, opholdet på hotellet eller krydstogtskibe samt udflugter på rejsemålet.”

Blandt punkterne, som RID’s miljømanifest sætter fokus på, er at ”medvirke til, at dyrelivet på rejsemålene respekteres og bevares.”

Dette skal for eksempel ske ved, ”at tage dyrevelfærd alvorligt og kun tilrettelægge udflugter, hvor de rejsende kommer tæt på dyr på en måde, så dyrene opleves i deres naturlige miljø.”

RID opfordrer i denne sammenhæng til, at rejsearrangøren ”i samarbejde med lokale samarbejdspartnere løbende kontrollerer, at udflugter med levende dyr, gennemføres i overensstemmelse med ovenstående principper; at følge op på foretagne kontroller med henblik på udbedring af eventuelle misforhold – eller at bringe samarbejdet med de pågældende attraktioner til ophør.”

Charterfly fremfor rutefly
RID opfordrer forbrugerne til at købe deres rejse hos ”Rejsearrangører som tager bæredygtighed alvorligt, at bruge charterfly fremfor for rutefly, fordi charterfly, ifølge RID, typisk har en væsentlig højere belægning (kabinefaktor) end rutefly. Det betyder, at miljøbelastningen per passager med charterfly typisk er væsentligt lavere end for rutefly,” hedder det.

Skal man flyve med rutefly, så anbefaler også RID, at rejse med flyselskaber med ”moderne fly, der er mere brændstofeffektive og dermed klimaøkonomiske end ældre modeller samt at undgå mellemlandinger og flyskift. Det er under start og landing, at flyenes udledning af CO2 er størst,” skriver RID blandt andet.

Relaterede artikler:

Minister: ”Afgifter gør ikke fløjne kilometer grønnere”

Danmark skal være verdensmester i bæredygtig turisme

Tryllekunstneren i spidsen for charterbranchen