CHARTERREJSEBUREAUER: Hollandske Sunweb Rejser tilføjer fra årets sommerprogram nye destinationer i Tyrkiet – også fra Billund. Bureauet vokser efter at have købt kundekartoteket fra krakkede Tyrkiet Eksperten.
Med over 25.000 pladser til Tyrkiet den kommende sommersæson bliver hollandske Sunweb Rejser en større aktør på det danske chartermarked. ”Købet af Tyrkiet Ekspertens kundedatabase har banet vejen for, at Sunweb nu for alvor gør sig bemærket på markedet for rejser til Tyrkiet,” siger adm. direktør i Danmark, Lasse Dupont.
Sunweb har tidligere kun fløjet fra København, men fra april tilbyder bureauet også en ugentlig afgang fra Billund til Antalya og fra maj til oktober også Bodrum, Marmaris og Kusadasi hver uge fra Billund.
Sunweb er en del af den hollandske rejsekoncern Sundio Group International, der er i ni lande. Sunweb åbnede i Danmark i 2010 og sælger pakkerejser til Tyrkiet, Spanien og Grækenland. Hertil kommer kør-selv-ferier og skirejser.
Sunweb Rejser er ikke medlem af charterselskabernes brancheforening, RID (Rejsearrangører i Danmark), men gengæld af Danmarks Rejsebureau Forening.