Spies var også sidste års Danmarks charterrejsearrangør – i alt solgte bureauet mere end 275.000 rejser med charter- og rutefly i 2017. Pressefoto: Spies.

Charterrekord trods dansk hedebølge

Medlemmerne af charterselskabernes brancheforening solgte sidste år 1.135.491 flyrejser, et plus på 6,6 procent. Spies er fortsat størst, mens Atlantis Rejser havde størst procentvis fremgang.

Trods den danske hedebølge sidste sommer solgte den danske charterbranche i 2018 atter rekordmange rejser med fly ud af Danmark.

I alt solgte de 15 medlemmer af RID, Rejsearrangører i Danmark – charterselskabernes brancheforening – i 2018 samlet 6,6 procent flere charterrejser i Danmark, 70.119 flere end i 2017. Det viser en ny statistik fra RID.

Medtages charterrejser solgt i Sverige med udrejse fra danske lufthavne, primært København, sidste år blev det samlede antal 1.335.264, en stigning på 7,4 procent eller 91.517, hvilket også er rekord. Ikke alle RID-medlemmer sælger rejser i Sverige.

”Sommeren 2018 var den varmeste siden DMI startede målingerne i 1874. Så det store antal ferierejsende afspejler, at danskerne vil afsted uanset vejret herhjemme,” siger Niels Grosen, formand for RID og til daglig administrerende direktør i Apollo Rejser og tilføjer:

”At charterbranchen igen slår rekorder, viser, at danskerne værdsætter at deres rejse arrangeres og gennemføres på en sådan måde, at de kan slappe af og holde ferie i tillid til, at de danske rejsearrangører nok skal klare alt det praktiske.”

Danmarks største charterarrangører i 2018:
Spies
: 275.359 (i 2017: 265.176) plus 3,8 procent i forhold. Med Spies-rejser solgt i Sverige med afrejse fra Danmark kom Spies op på 326.962 afrejsende gæster fra Danmark i 2018.

Apollo Rejser: 173.699 (166.498 i 2017), plus 4,3 procent. Med rejser solgt i Sverige: 226.470.

TUI: 170.346 (180.028 i 2017), minus 5,3 procent. Med rejser solgt i Sverige: 251.586.

Bravo Tours/Sun Tours: 168.782 (175.110 i 2017), minus 3,6 procent.

Sunweb: 100.518 (78.394), plus 28,2 procent. Med rejser solgt i Sverige 104.832.

Detur: 51.543 (32.967), plus 56,4 procent. Med Sverige 59.538.

Primo Tours/Beach Tours: 39.151 (35.971), plus 8,8 procent.

Atlantis Rejser: 32.765 (15.483), plus 115 procent.

Århus Charter: 25.970 (23.714) plus 9,5 procent.

Folkeferie.dk: 23.326 (21.481), plus 8,6 procent.

SunCharter: 21.421 27.290, minus 21,5 procent.

Club La Santa: 18.476 18.365, plus 0,6 procent.

Mixx Travel (RIDs nyeste medlem): 14.344 (11.500), plus 24,7 procent. Med Sverige 16.194.

UFO Travel Group (otte mindre varemærker): 10.568 (5.645), plus 87 procent.

Amisol Travel: 9.277 (7.750 i 2017), plus 19,8 procent.

”Seriøs forretning”
De 15 medlemmer af RID står for op mod 95 procent af samtlige charterrejser med fly ud af Danmark, nogle af disse er med egentlige rutefly.

For at være medlem af RID kræves blandt andet, at ”medlemmer driver deres virksomhed på en seriøs måde,” hedder det som et af foreningens primære medlemskav.

Relaterede artikler:

Spies fik mindre overskud trods øget salg

Apollo øger i Grækenland

Sunweb lander stor fremgang

Nyt medlem i charterbureauernes forening