Cimber Sterling får flere sælgere

Cimber Sterling udvider sin kommercielle organisation for at differentiere sig fra konkurrenterne i kampen om flykunderne. Selskabet har netop ansat to sælgere samt en ekstra kommunikationsmedarbejder, oplyser det.

 

”Flybranchen er stærkt konkurrencepræget, der er ikke tid til at sidde på hænderne. Derfor er det afgørende hele tiden at tænke i nye forretningsområder og at vurdere sine produkter. Med udvidelsen af vores kommercielle organisation er fundamentet på plads til at øge vores indtægter og vores kundetilfredshed på en række områder,” siger kommerciel direktør Lars Bording.

 

Cimber Sterling har bl.a. konstrueret et nyt salgsteam bestående af Director Sales & Account Management, Morten Dahl, og tre Key Account Managers – Britta Alsing, Anette Rasmussen og Henrik Hellner.

 

Morten Dahl har været i Cimber Sterling siden 2008 med ansvar for salg til rejsebureauer og virksomheder. Han har før været i Maersk Air, Sterling og Cimber Air.

 

Britta Alsing kommer fra en lignende stilling i SAS og har tidligere været i Lufthansa. Anette Rasmussen har før repræsenteret bl.a. Vejle Rejser, Brussels Airlines og erhvervsrejsebureauet CWT, mens Henrik Hellner har været i Cimber Sterling siden 2007 og beskæftiget med salgsrelaterede opgaver.

 

Dette team skal styrke kundekontakten til agenter og virksomheder, og på den måde realisere mere af potentialet i at lave firmaaftaler og sælge flysæder via rejsebureauerne, siger Lars Bording.

 

Cimber Sterling har desuden ansat journalist Søren Kitaj i en nyoprettet stilling som Communication Consultant til bl.a. at styrke kommunikationen med rejsebureauerne.

 

Cimber Sterling har også forstærket sit Service Center.

 

Skrevet af redaktionen