Cimber Sterling mistede igen lidt terræn

Der var almindelig fald på Børsen i København i går, men for hverken Cimber Sterling eller SAS var det umiddelbart logisk.

Cimber Sterling faldt med 5,6 procent, men det sandsynlige havde været en meget større nedtur efter de uklare meldinger, der på det sidste er kommet fra selskabet om fusion eller ikke fusion. Måske kommer der en undersøgelse om kursmanipulation. Aktionærerne ser dog fortsat ud til at tro på en fusion.

SAS faldt med 2,6 procent efter en af de mest rosenrøde pressemeddelelser, der længe er set. Antageligt sendt ud som en reaktion på Norwegians forherligelse af sig selv og angreb på SAS’ muligheder i fremtiden.

SAS meldingen var det nærmeste man kan komme uden at sige noget konkret om økonomien netop nu. Herefter er det svært at forestille sig en negativ udmelding, når selskabet onsdag 17. august aflægger halvårsregnskab.

Set i det lys burde aktien have haft et løft i går i stedet for det modsatte. Den koster nu 11 kr. –  40 procent mindre end tidligere i år.

 

 

Skrevet af Ejvind Olesen