Connie Hedegaard på tilbagetog med afgift for CO2 udslip

Connie Hedegaard.

EU-Kommissionen har besluttet at sætte uret i stå i et år for at nå en global løsning for flyvninger til og fra EU, mens interne europæiske flyvninger til april skal betale for 2012 CO2 udslip, som de fleste flyselskaber allerede har indregnet i budgetterne.

Det blev alligevel for stor en mundfuld for klimakommissær, danske Connie Hedegaard, at tage kampen op mod Kina, Rusland og USA med flere i striden om betaling for CO2 udslip, det såkaldte Emissions Trading System for flyvninger til og fra EU-landene.

Det var sikkert den urimelige beslutning om, at de skulle betale for hele vejen hjemme fra Shanghai til EU’s grænse, som fik dem til at true med boykot og stop for europæiske fly til og fra områderne. End og en decideret handelskrig har været nævnt.

Tilbagetoget sker i første omgang, som ”at vi sætter uret i stå”, som Connie Hedegaard udtrykker det. Selskaber uden for EU skal ikke betale for 2012. Til gengæld ser det ud til, at flere selskaber og lande er forberedt på at lave en global aftale indenfor ICAO.

”Vi er imidlertid ikke klar til at vente længere end til næste efterår. Så skal der være en aftale,” siger hun. ”Hvis det ikke er sket, holder vi fast på, hvor vi er nu,” fortsatte hun. Om det holder, kan kun tiden vise. Især vil det være afhængigt af USA og Kina.

De europæiske flyselskaber skal fortsat betale for CO2 udslip efter en bestemt skala for flyvninger inden for Europa.