Crowne Plaza Copenhagen vinder ny miljøpris

Crowne PlazaHOTELLER: Hotel Crowne Plaza Copenhagen Towers fastholder sin grønne førertrøje med ny international udmærkelse for bæredygtighed.

Denne gang kom prisen til det 4-stjernede hotel i Ørestad fra IHG, Intercontinental Hotels Group, der bl.a. har varemærket Crowne Plaza.

IHG tildelte hotellet prisen ’Green Engage Award 2013’. Det skete ved det årlige IHG Hotel Star Awards Europe, som blev afholdt i Amsterdam og som har til formål at hylde og anerkende Crowne Plaza-hoteller og -medarbejdere for resultater og præstationer i særklasse.

Direktør, Allan L. Agerholm fra Copenhagen Towers tog imod prisen og siger: ”Vores fokus på bæredygtighed og CSR er en god forretning. Derfor arbejder vi konstant på at optimere hotellets bæredygtighed, og anerkendelsen af dette arbejde, f.eks. i form af priser, er vigtig. Prisen skaber glæde og entusiasme blandt vores medarbejdere til at optimere endnu mere.”

Green Engage er IHG’s ledelsesværktøj på miljøområdet. Reduktioner af energiforbrug og CO2-udledning er centrale målsætninger på globalt niveau.

”Hvis vi kigger på vores gennemsnitlige energiforbrug fra juni 2012 til juni 2013, så har vi reduceret vores energiudgifter med 19 procent, og når vi kigger på vores vandforbrug, ligger det på under halvdelen af det gennemsnitlige forbrug på de hoteller, vi måler os imod,” siger Allan Agerholm.

Crowne Plaza Copenhagen er den første EU Green Building-certificerede hotelbygning samt den eneste lavenergiklasse 2 hotelbygning i Danmark. Crowne Plaza har investeret store millionsummer i innovative teknologier, heriblandt Danmarks første grundvandsbaserede køle- varmeanlæg samt Nordeuropas største bygningsintegrerede solcellepark med 2.500 m2 solceller.

Hotellet lægger vægt på et godt og sundt arbejdsmiljø og gør en særlig indsats for at sikre en mangfoldighed af medarbejdere med forskellige baggrunde. Ud af de 217 ansatte er 46 pct. nydanskere og kommer fra over 44 lande.