Cruise-weekend: Bort med auktionen

Det er efterhånden blevet big business for mange krydstogtskibe at afholde kunstauktioner om bord. Til glæde for nogen, til irritation for andre. Nu kan det være forbi inden for få måneder for det næststørste rederi, Royal Caribbean, hvis kontrakt med Park West Auktionshus er ved at løbe ud.

 

Rederiets præsident, Adam Goldstein, mere end antyder det på Facebook. "Vi har besluttet ikke at forny kontrakten med Park West, " fastslår han. Park West dominerer den form for krydstogtaktivitet hos flere rederier, og det kan danne mønster at droppe ud, også for dem.

 

En blogger skriver i en kommentar: "Bravo. Vincent van Gogh ville af lutter glæde skære det andet øre af, og Pablo Picasso ville male det…"

 

Ovenpå et vellykket besøg i iskoldt forårsvejr ved Kronborg har Cunard-rederiet nu meddelt, at Queen Mary 2 kommer tilbage næste år. Der bliver anløb ved Helsingør den 30. maj og 11. august – samt i Århus 12. august – alt sammen i 2011.

 

Der bliver tale om ture, der udgår fra Hamburg op langs den norske kyst med et par anløb og så Helsingør på vejen tilbage. På den ene tur lægges så ind til Århus Havn, som i år har mistet mange anløb.

 

Skrevet af Ejvind Olesen