Sterling er træt af den klapjagt, Forbrugernes Hus tilsyneladende har indledt mod lavprisselskaberne. I en undersøgelse om billigbilletter på dets hjemmeside: forbrug.dk opgiver Forbrugernes Hus fejlagtige informationer om Sterling. Forbrugernes Hus valgte ikke at checke fakta med Sterling inden offentliggørelsen, hvilket Sterling er stærkt utilfreds med, hedder det i en pressemeddelelse fra Sterling.
”I tidligere tilfælde har vi undladt at kommentere fejlagtige udtalelser fra Forbrugernes Hus, men nu er grænsen nået,” siger Sterlings kommercielle direktør, Stefan Vilner. ”Det er skræmmende, at Forbrugernes Hus kan lægge direkte forkerte informationer på deres hjemmeside og i pressen, og derefter nægter at berigtige det.”
”Først begik Forbrugernes Hus en graverende fejl ved at sammenligne priser på returbilletter med priser på enkeltbilletter. Dernæst påstår Forbrugernes Hus, at de billige tilbud slet ikke findes. Den påstand undrer os meget, da der f.eks. i uge 46, som er den uge, Forbrugernes Hus har checket, findes 1.500 af vores billigste billetter,” forklarer Stefan Vilner og tilføjer:
”Det virker utroligt arrogant, at Forbrugernes Hus efter forgodtbefindende kan sætte virksomheder i gabestokken på et helt forkert og usagligt grundlag.”
”Vi hilser det velkomment at Forbrugerombudsmanden overvejer at indføre en dansk vejledning for god markedsføring i flybranchen. Vi kunne dog ønske, at han samtidig kiggede Forbrugernes Hus efter, for deres adfærd er virkelig hovedrystende,” slutter Stefan Vilner.
OGSÅ VREDE HOS SNOWFLAKE
Også SAS’ lavprisdivision Snowflake skælder ud over forbrugerundersøgelsen om lavprisselskabernes prissætning. Den kaldes afgørende forkert og baseret på dårlig dataindsamling. Ifølge Snowflake er de priser, undersøgelsen refererer til hos Snowflake, ikke hentet hos Snowflake, men andre selskaber i SAS-gruppen. ”Priserne er med andre ord blandet sammen” forklares det i en pressemeddelelse.
”Den misvisende sammenligning har medført artikler i medierne om, at vi ikke lever op til vores annoncerede tilbud, hvilket ikke er korrekt. Vi tilbyder de priser, vi markedsfører” siger Ludmilla Lindencrantz, ansvarlig for Snowflake.
Tagget med: SAS

STANDBY.DK Nyt om rejser

