Københavnske hoteller foran ejerskifte

Ifølge Take Offs oplysninger skal Scandic overtage Front (det tidligere Sophie Amalie) i Nyhavn, mens Choice-kæden står til at blive ny ejer af det ældre Hotel Kong Frederik på Rådhuspladsen i København.



Der var torsdag ”ingen kommentarer” til Take Offs oplysninger fra hverken Choice eller Scandic.



Der er ingen melding om 5-stjernede d’Angleterres fremtid. NP Hotels købte i 2007 Remmen Hotels. Hvor meget NP betalte udlandsdanskeren Henning Remmen for de tre hoteller og restaurant Copenhagen Corner er aldrig oplyst. Prisen menes at være mellem 700 mio. kr. og op til en milliard kr. En voldsom overpris, har eksperter i branchen tidligere sagt.



Den adm. direktør for NP Hotels, Tony Bak, fratrådte i sidste måned for at blive operationel direktør for de 15 norsk-ejede First Hotels i Danmark og Norge.



NP bebudede, at hans afløser ville blive offentliggjort inden hans fratræden, men det skete ikke, hvilket øger til antagelserne om en opsplitning af hotellerne.



Berlingskes hjemmeside business.dk skrev i går, at et meget forsinket regnskab fra det svenske holdingselskab, der officielt ejer hotelgruppen, bogfører gruppens goodwill til 418 mio. kroner, hvilket eksperter betegner som fiktion – men hvis det gælder, er selskabets egenkapital negativ med 200 mio. svenske kr.



Regnskabet i det svenske holdingselskab blev først færdigt i november 2008 med revisoranmærkninger og bøder fra selskabsstyrelsen i Sverige. Regnskabet er uoverskueligt og mangler noter, skrev Berlingske.



NP Hotels ejerskab er i Island. Lånene til de danske hotelkøb kom fra Landsbanki, der er under afvikling.





HB


Skrevet af