British Airways’ europæiske sommerfartplan for 2003 omfatter bl.a. en ny sjette daglig afgang mellem København og Heathrow. Der kommer også nye afgange til europæiske destinationer fra Heathrow, Gatwick, London City og Manchester. Til gengæld lukker BA sin betjening af Gøteborg.
Den ekstra daglige afgang – undtagen søndag – mellem København og Heathrow afgår fra London kl. 15.50 og returnerer kl. 19.30 med ankomst i Heathrow kl. 20.30.
Salgsdirektør for British Airways i Danmark og Norge, Sam Heine: ”Den nye afgang udfylder hullet på små fire timer mellem eftermiddagsafgangene fra London. Derudover har vi fået den aftenafgang til London, som vores passagerer længe har efterspurgt.”
BA’s europæiske sommerfartplan omfatter bl.a. også ekstra daglige eller ugentlige afgange fra Heathrow til Bruxelles, Helsingfors samt Larnaca på Cypern.
Fra Gatwick åbnes en ny daglig rute til Krakow i Polen og flyvningerne til Athen genoptages i sommerperioden. Derudover kommer der fra Gatwick nye daglige afgange til Rom, Genova, Venedig og Verona og der indsættes en ekstra ugentlig afgang til Napoli samt Pristina i Kosovo.
BA TIL LONDON CITY AIRPORT
For første gang begynder British Airways også at flyve fra London City Airport. Det sker med tre daglige ture til Frankfurt, Glasgow og Paris (CDG).
Fra Manchester oprettes nye daglige ruter til Bologna, Pisa og Wien, og der vil være ekstra daglige flyvninger til Geneve, Glasgow, Hannover, Rom og Lyon.