Fredagskommentaren – Med bombetrusler på samlebånd

Af Ejvind Olesen



Stil dig selv spørgsmålet om dit reaktionsmønster, hvis du havde haft pårørende på det United Airlines fly, som forleden valgte at overhøre en e-mail med bombetrussel om bord på vej fra Amsterdam til Chicago. Der var -næsten selvfølgelig -ingen bombe om bord. Det var så i øvrigt tiende fly fra Europa til USA på mindre end en uge, som blev udsat for fiktive bombetrusler.



Med de ni foregående gik det pågældende fly ned i en europæisk lufthavn, og blev forsinket i mange timer. Samtidig med, at det kostede flyselskabet millioner af kroner. Er det ikke urimeligt let at skræmme hele luftfarten i dag ? Bør vi ikke prøve at leve videre uden at være bange for vores egen skygge, selv om præsident Bush siger, at vi er i fare hvor vi går, og hvis ikke han passer på os, går det os ilde.



Har vi ikke så meget tro på den skærsild, vi skal igennem, at vi ikke bør lade os piske rundt i ringen af tåbelige sjæle, der nyder hver gang de i deres skjul kan se, hvordan de skræmmer og får de store overskrifter i medierne? Skal vi ikke lukke ned for al den tale om telefonbomber og anonyme trusler,og se at komme videre med livet, mens vi har det?



DET HELE er eskaleret efter 11. september med de frygtelige begivenheder i USA og den efterfølgende reaktion fra præsident Bush og hans stab, som tilsyneladende tror, at de kan lukke Guds eget land, Amerika for os allesammen.



Hvis vi ikke vil afgive foto, fingeraftryk, lade vores bagage genemrode, vise hvad vi har i tegnebogen, tømme lommerne, tage skoene af, tage livremmen af, lade os befamle af underbetalte sikkerhedsvagter og finde os i skilte, der på det nærmeste siger, at vi skal holde kæft, og hvis vi tillader os at brokke os, kan vi rejse hjem, eller komme i spjældet.



I den nye instruks for sikkerhedspersonale i lufthavnene siges det endda, at hvis en flypassagerer har mistænkelige buler et eller andet sted på kroppen, skal han eller hun kropsvisiteres. Man kunne passende begynde med præsident Bush for at finde ud af, hvad han havde på ryggen under jakken i TV-debatten.



Jeg har længe vidst og selv prøvet, at en enkeltbillet er den sikre vej til, at den store undersøgelse starter i amerikanske lufthavne. Så træder alle alarmsignaler i gang. Det har nu fået flere organisationer i USA til at indsende officielle klager, ikke mindst fordi der udstedes flere og flere enkeltbilletter efter lavprissystemet. Og en travl forretningsmand med en enkeltbillet kan være sikker på at ryge i fælden.



HVOR BANALT eftersom motiverede flykaprere også læser aviser og følger med. Hvis nogen skulle have skumle hensigter i dag, drømmer de i hvert fald ikke om at købe en enkeltbillet. Så tåbelige er de trods alt ikke. Det hele er blevet meget synligt, også en del af Bush-regeringens filosofi. “De skal kunne se, at vi passer på dig.”



Rundt omkring os bliver det værre og værre. 10 fiktive bomber mod fly på en uge. Læs også Jesper Boas Smiths ( Bella Vista Travel) , beretning om rejsen til USA i seneste nummer af Take Off. Hvor svært kan det være at udvise blot et minimum af respekt for de turister, der jo trods alt lægger lidt dollars i landet?



Læs i dag i her på siderne fhv. informationschef i SAS,Preben Kjærs erfaring om telefonbomber mod fly.



I dagens quick poll kommer her spørgsmålet: Skal vi gå over til at vogte sikkerheden i det skjulte, som før 11. september?

Skrevet af