Tre nye medlemmer er netop blevet optaget i Danish Association of Conference- and Incoming agencies, og det danner grobund for, at foreningen nu kan øge fokus på en af mærkesagerne.
Der blev både gjort status over året, der gik, og kigget fremad, da Danish Association of Conference- and Incoming agencies (DACI), der samler incoming-bureauer, turoperatører og konferencearrangører, onsdag i denne uge afviklede den årlige generalforsamling.
Brancheforeningen oplyses, at der på generalforsamlingen blev udtrykt tilfredshed med de resultater, der blev opnået i løbet af 2024, og at der var en fortsat optimisme at spore mellem de fremmødte, når den forventede udvikling i de kommende år blev drøftet.
Har lært det på den hårde måde
DACI har netop optaget tre nye incoming-bureauer. Det drejer sig om B2B-turoperatøren Tour Partner Group, ALIVE med speciale i events og firmagrupperejser samt Delta of Scandinavia, der skræddersyer rejser i Norden, Baltikum og Rusland til såvel grupper som individuelle rejsende.
Dermed tæller medlemskartoteket hos foreningen 14 virksomheder, men det antal ser Hanne Mikkelsen, der udover at være formand for DACI også ejer Nordic Tours i Aarhus, gerne vokse yderligere i fremtiden.
”At kunne samle en større del af branchen har været et stort ønske for foreningen efter coronapandemien, hvor vi alle kæmpede. Vi har lært på den hårde måde at sammenhold og fællesskab er afgørende både i hverdagen og i krisetider.”
På generalforsamlingen blev administrerende direktør Peder Andersen fra DIS Congress Service desuden genvalgt som næstformand, mens bestyrelses øvrige medlemmer formand Hanne Mikkelsen og administrerende direktør Thomas Høy fra DMC Nordic ikke på valg i denne omgang.
Vil have del i millioner
At DACI nu står styrket giver flere muligheder, og det ønsker man at bruge aktivt, forklarer Hanne Mikkelsen.
”Optagelsen af de nye medlemmer er med til at styrke samlingen og fællesskabet i DACI, og det er et vigtigt led i, at vi kan sætte skub på vores mærkesager, for eksempel at der skal mere erhvervs- og mødeturisme til hele landet.”
Dansk Erhverv, der sekretariatsbetjener DACI, betoner betydningen af, at den internationale markedsføring af dansk mødeturismen kommer op i et højere gear, og branchedirektør for Turisme, Oplevelser & Kultur, Lars Ramme Nielsen, har en idé til, hvordan det kan ske i praksis.
”Det er afgørende at mødemarkedet får andel i de 200 millioner kroner som turismens minister, Morten Dahlin (V), senere i år fordeler. Pengene skal gå til at styrke markedsføringen af Danmark på de toneangivende messer som blandt andet EIBTM i Barcelona og IMEX i Frankfurt.”
Relaterede artikler:
Genvalgt formand spår højere aktivitet i 2025

STANDBY.DK Nyt om rejser


