I dag har Søren Find Andersen sidste arbejdsdag hos Carlson Wagonlit Travel. Der er afskedsreception i eftermiddag for veteranen.
Søren Find Andersen kom i rejsebranchen i 1964 hos Skibby Rejsebureau, hvilket fik ham til at søge elevplads hos Bennett Rejsebureau. Siden elevtiden er der føjet en del virksomheder til CV’et – bureauchef, marketingschef, souschef og Interline Manager i daværende Maersk Rejsebureau, souschef og rejsebureauchef i DFDS Forretningsrejser.
I 1990 blev Søren Find Andersen bureauchef for CWTs daværende Bredgade-afdeling.’Store’ CWT i Paris fik øjnene op for ham i 1995, hvor han var en del af europæisk arbejdsgruppe. Siden har han vekslet mellem at være tilknyttet CWT Danmark som bureauchef og hovedkontoret i Paris.
”Det har været et eventyr med mange arbejdstimer og rejsedage. Efter min tid i rejsebranchen ser jeg frem til min tredje alder, der primært vil udspille sig på mit fritidslandbrug på 23 hektar i Hornsherred,” siger han.
Der er afskedsreception i eftermiddag kl. 15-17 i Carlson Wagonlit Travels danske hovedkontor på Ørestads Boulevard 35 i Ørestad.