Danmark tættere på europæiske hotel-stjerner

hotelstjernerSTJERNEKRIG: Europas største klassifikationsordning for hoteller, Hotelstars Union, er nu i 13 lande med Belgien som nyeste medlem. Horesta tror, Danmark bliver næste og kan få flere med stjerneklassificering.

Ved årsskiftet meldte tre af Danmarks fire største hotelkæder, Scandic, First og Comwell, sig ud af Horesta og ind i Dansk Erhverv. Også Brøchner Hotels med fire hoteller forlod Horesta, som mistede knap 60 hoteller.

Horesta forventer, at Danmark i år bliver 14. medlem af Hotel Stars Union, der som Horesta har 1-5 stjerner.

”Hotelklassifikation er vigtigt redskab i markedsføringen af Danmark samt udvikling af hoteller. Når vi f.eks. i udlandet byder på kongresser til afholdelse i Danmark, er det afgørende, at vi kan oplyse antallet af hoteller i byen med et givent antal stjerner for at komme i betragtning,” siger Katia Østergaard, Horestas adm. direktør.

Skulle Danmark tilslutte sig Hotel Stars Unions stjernesystem vil det kun være for Horestas medlemmer.

De nuværende 13 HSU-medlemslande er: Belgien, Estland, Holland, Letland, Litauen, Luxembourg, Malta, Schweiz, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn og Østrig.