AC Hotel Bella Sky med 811 værelser og suiter genåbnede i dag efter halvandet års corona-nedlukning. Hotellet, der drives af Bella Center-gruppen, fik i august ny direktør.
AC Hotel Bella Sky er med sine 811 værelser Danmarks næststørste hotel, kun overgået af CabInn Copenhagen der har 1.202 værelser.
BC (Bella Center) Hospitality Group, der blandt andet driver Bella Sky-hotellet, råder over 1.580 hotelværelser, over halvdelen på Bella Sky, de øvrige er på Crowne Plaza Copenhagen Towers og Copenhagen Marriott Hotel, Danmarks største femstjernede hotel.
Siden coronanedlukningen af samfundet i marts sidste år har de 811 værelser i AC Hotel Bella Sky’s to skæve tårne ved Bella Center stået tomme. Selve hotelbygningen ejes af den norske Wenaas-gruppe.
Med restriktioner og lukkede grænser blev der stort set lukket for alle større internationale events, og derfor var der heller ingen vej udenom at lukke Bella Sky-hotellet så længe, at coronavirus satte dagsordenen.
”Selvom vi også har mange danske gæster, så er vi afhængige af udenlandske turister og de store internationale events, som København normalt er vært for. Men med coronakrisen blev der sat en stopper for konferencer og internationale gæster, og derfor var der ingen anden udvej end at lukke Bella Sky midlertidigt. Med åbningen i dag markerer vi, at vi er ude på den anden side og kan se fremad,” siger Martin Åkesson i en pressemeddelelse.
Han tiltrådt 1. august som ny general manager for Copenhagen Marriott og Hotel Bella Sky som afløser for svenske Anna Käll, der stoppede med udgangen af april for at blive Destination & Property-manager i Nova Lund shopping mall i sydsvenske Lund.
Naturstridigt at holde et hotel lukket
Efter halvandet års nedlukning er Bella Sky-bygningerne stort set nulstillet. Alt skulle tjekkes inden genåbningen, fra elevatorer og toiletter til fjernbetjeninger og tv-signal, hvilket medarbejderne har brugt de seneste måneder på at forberede, så hotellet igen tage imod nye gæster og samtidig markere hotellets ti års jubilæum.
”Det er nærmest naturstridigt at holde et hotel lukket på den måde. Et hotel er lavet til, at der skal være aktivitet døgnet rundt med gæster og medarbejdere, der skaber liv i lokalerne. Derfor bliver det fantastisk igen at få lys og liv i de to tårne,” siger Martin Åkesson.
Med undtagelse af en kort periode i august sidste år har AC Hotel Bella Sky altså stort set stået tomt i halvandet år.
Staten ejer 30 procent af BC Hospitality Group
AC Hotel Bella Sky er en del af Bella Center Hospitality Group, en af Danmarks største virksomheder inden for hoteller, konferencer, messer og hospitality.
Ved generalforsamlingen hos BCHG i juni fik BCHG nye ejere. Den tidligere hovedaktionær, kapitalfonden Solstra, der havde 85 procent af aktierne, havde nedskrevet aktierne i Bella Center-koncernen til nul.
I stedet er BCHG nu overtaget af tre private velhavere samt Solstras bankforbindelse, Nordea, og den statslige investeringsfond, Vækstfonden. Vækstfonden har købt 30 procent af aktierne i BCHG for 30 millioner kroner.
Fra forrige til seneste årsregnskabsår faldt omsætningen i BC Hospitality Group på grund af coronakrisen 70 procent til omkring 260 millioner kroner.
Relaterede artikler:
Ny fællesdirektør for to store danske hoteller
Guldsmeden genåbner sit nyeste og største hotel
”Vi har ikke grund til at være andet end optimister”