Den store usikkerhed blandt møde- og konferencestederne og deres kunder har resulteret i unødigt mange aflysninger af møder, der faktisk er lovlige at gennemføre, lyder det fra Dansk Erhverv. Arkivfoto: Comwell.

Dansk Erhverv: Konferencer bør hurtigt genåbnes

Onsdag mødes Folketingets sundhedsordførere. Dansk Erhverv ønsker en faseplan om en gennemskuelig genåbning. ”Forvirring om konferencer og store møder skader erhvervet,” lyder det.

Konferencer og store møder er noget af det første, der bør genåbnes. Møde- og konferencestederne er kompetente virksomheder med stor erfaring i trygt, sikkert og forsvarligt at afvikle arrangementer med mange mennesker under hensyntagen til afstand, arealkrav, værnemidler og så videre.

Det skriver brancheforeningen Dansk Erhverv i en pressemeddelelse forud for, at sundhedsordførerne fra Folketingets partier onsdag formiddag mødes med sundhedsminister Mogens Heunicke.

”Siden forbuddet sidste måned mod konferencer har der hersket forvirring om, hvilke aktiviteter der er tilladte, og hvilke der er tvangslukkede,” siger Lars Ramme Nielsen, markedschef for turisme- og oplevelsesøkonomi i Dansk Erhverv, og tilføjer:

”For mens det er tilladt at afholde møder, er konferencer lukkede. Men der findes ingen officiel definition på forskellen mellem de to.”

Den store usikkerhed blandt møde- og konferencestederne og deres kunder har resulteret i unødigt mange aflysninger af møder, der faktisk er lovlige at gennemføre, og dermed tabt forretning for et i forvejen ekstremt hårdt presset erhverv, lyder det fra Dansk Erhverv.

Faseplan skal give forudsigelig og gennemskuelig genåbning
Dansk Erhverv skriver i sin pressemeddelelse, at man efterspørger ”en faseplan, der skal gøre genåbningen forudsigelig og gennemskuelig for erhvervs- og kulturlivet.”

Brancheforeningen henviser blandt andet til, at Statens Serum Institut melder, at risikoen for at blive indlagt med omikron ser ud til at være omkring halvdelen af deltavarianten.

”Det kalder på øjeblikkelig handling fra politikerne med en lempelse af de restriktioner, der igen rammer virksomhederne i oplevelsesøkonomien hårdest. Selv om de seneste udmeldinger fra sundhedsmyndighederne er mere optimistiske, vil der fortsat være et stykke vej til en fuld genåbning,” skriver Dansk Erhverv.

Lars Ramme Nielsen siger: ”I Dansk Erhverv har vi sagt det igen og igen: Jo mere man får i kompensation, jo større er tabet. Jo flere restriktioner i jo længere tid, desto større en regning til skatteyderne.”

Relaterede artikler:

Brancheforeninger: Restriktioner vil ramme hårdt

Folketinget genåbner generelle hjælpepakker

Kongrescenter fyrer direktøren og ser på fremtiden

VisitDenmark-kampagne skal støtte mødebranchen