Alsie Express flyver i maj og juni næste år tre weekendture fra Sønderborg til de to engelske kanaløer Jersey og Guernsey samt øen Isle of Man i Det irske Hav. Pressefoto fra Alsie Express.

Dansk flyselskab fortsætter med weekendture

Mindst tre gange næste år vil Alsie Express igen lufte sit nye Time2Fly-koncept til udlandet – de 64 rejsende skal selv klare hotel. Som noget nyt kan turister fra rejsemålene flyve til Sønderborg.

Da Alsie Express i sommer introducerede konceptet Time2Fly – weekendture til rejsemål et par timers flyvetur fra Sønderborg – var interessen ifølge flyselskabet så stor, at to ud af tre afgange var udsolgt på få dage.

Weekendturene i dette efterårs premiere på Time2Fly-konceptet fra Sønderborg Lufthavn gik til den engelske kanalø Jersey, til Beatles-byen Liverpool og den tjekkiske hovedstad, Prag.

Nu er Alsie Express klar med tre nye weekendture i maj og juni næste år. Der er genvalg til Jersey (5.-8. juni), mens en af de andre engelske kanaløer, Guernsey (29. maj til 1. juni), er kommet på menukortet sammen med øen Isle of Man (21.-24. maj) i Det irske Hav mellem England og Irland.

Alsie Express sælger kun flysæder til de tre weekendture – de op til 64 gæster må selv sørge for indkvartering på de tre destinationer.

Har udenlandske turister med til Sønderborg
For at forstærke økonomien i Time2Fly har Alsie Express til næste år udvidet konceptet – så flyet i stedet for at stå ubenyttet i weekenden på returflyvningen til Sønderborg har gæster fra en af de tre destinationer med til den sønderjyske hovedstad.

Alsie Express’ nye administrerende direktør, Dennis Rybasch er glad for, at det lykkedes at få passagerer fra udlandet til Sønderborg i maj og juni næste år.

”Vi har længe haft et ønske om at hente gæster hertil, og nu ser det ud til at lykkedes. Når vi flyver gæster til for eksempel Guernsey, er det jo oplagt at tage indbyggere herfra med tilbage til Sønderborg,” siger Dennis Rybasch i pressemeddelelse fra Alsie Express.

Gæsterne fra Isle of Man, Guernsey og Jersey forventes at give over 550 overnatninger i Sønderborg og omegn i de tre nævnte weekender.

For at kunne skaffe gæster fra næste års tre weekend-destinationer, er Alsie Express kommet i samarbejde med det britiske rejsebureau Online Regional Travel Group, der arrangerer pakkerejser til og fra blandt andet de britiske øer. En delegation fra det britiske rejsebureau med dets administrerende direktør Brian Kelly i spidsen, har derfor været på besøg i det sønderjyske, hvor de oplevede Sønderborg på egen hånd – efter præsentation af Visit Sønderjylland.

Om de tre kommende weekendflyvninger til Sønderborg, siger Brian Kelly: ”Vi forventer, at vores flyvninger med Alsie Express bliver udsolgt hurtigt og ser frem til et langt samarbejde med Alsie Express.”

Skal flyve tysk indenrigs
Alsie Express, der lettede første gang i 2013 og i sidste regnskabsår satte passagerrekord med 68.300 rejsende – en stigning på 17 procent fra forrige regnskabsår – er kendt for sine to 11 år gamle ATR 72-500 fly på selskabets foreløbige eneste rute mellem Sønderborg og København. Den flyves med fem returflyvninger på hverdage og en returflyvning såvel lørdag som søndag.

Hertil kommer en del charterserier, ad hoc-flyvninger samt sommerruten mellem Sønderborg og Bornholm. ATR-flyene har hos Alsie Express typisk to kabineindretninger med plads til henholdsvis 48 og 64 passagerer.

Og forleden kunne STANDBY.dks søster-site, CHECK-IN.dk oplyse: Fra maj 2020 vil Alsie Express starte operationer fra Flughafen Lübeck på to tyske indenrigsruter. Selskabet anskaffer et tredje ATR-fly, der får base i den nordtyske lufthavn. Læs mere om dette på linket herunder.

Relaterede artikler:

Dansk flyselskab skifter administrerende direktør

Officielt: Alsie Express er klar til opstart i Lübeck

Dansk flyselskab klar med weekendrejser