Small Danish Hotels har netop nu 63 medlemmer blandt kroer, hoteller, herrehårde, slotte og så videre. PR-foto: Claus Haagensen.

Dansk hotelkæde nærmer sig 40-års jubilæum

Small Danish Hotels startede under navnet Dansk Kroferie med syv midtjyske kroer. I dag tæller sammenslutningen 63 kroer, hoteller og slotte over hele landet. De skal alle opfylde en række krav.

I 1981 gav syv midtjyske krofædre hånd på at arbejde sammen om at tiltrække flere gæster og altid at sætte gæsten i centrum. Det blev starten til Danmarks største hotelkæde, og 11. august runder Small Danish Hotels 40 år.

De i dag 63 medlemmer tæller alt fra cityhoteller til slotte, herregårde, badehoteller og klassiske kroer. Samlet har medlemmer over 4.000 værelser – og blandt kravene for medlemskab i Small Danish Hotels, SDH i daglig tale, er blandt andet, at niveauet skal være mindst trestjernet og at der er overenskomst med brancheforeningen HORESTA.

Jørgen Christensen, administrerende direktør for Small Danish Hotels siden 2002, siger i en pressemeddelelse:

”Det tæller naturligvis at have mange års erfaring, men det gælder om at have fingeren på pulsen i forhold til trends og ferieinteresser for at holde sig attraktiv i markedet. Vi har et fokus på alt fra skræddersyede ophold til blandt andet cykelentusiaster, naturinteresserede, gourmetelskere og spa- og wellness-typer.”

Coronakrisen har skærpet konkurrence
”Der er rivende konkurrence i hotelmarkedet, og krisen har kun skærpet den. Vi er overbeviste om, at vi står stærkere end nogensinde. Næsten alle vores medlemmer er personligt ejede og den diametrale modsætning til copy paste af 400 ens værelser.

Bonussen ved at stå sammen i en kæde viser sit værd i hårde tider. Vi har i stigende grad oplevet, at folk har købt ophold og gavekort under pandemien, så der var noget at se frem til. Det har betydet, at vi har kunnet skabe omsætning til vores medlemmer, og det tiltrækker nye hoteller, som vi glæder os til snart at præsentere,” siger Jørgen Christensen.

Hotelkæden, der i starten hed Dansk Kroferie, siden Danske Kroer og Hoteller, har fra 2014 ført det mere internationalt klingende navn, Small Danish Hotels.

Jørgen Christensen oplyste i december sidste år til STANDBY.DK, at kædens dengang 67 medlemmer under normale år har en samlet omsætning på lidt over en milliard kroner. Også under normale år har kædens medlemmer op mod 450.000 gæster. Gæsterne fordeler sig nogenlunde ligeligt mellem erhvervsrejsende og feriegæster.

Relaterede artikler:

Landsholdshotellet har kæmpe fodboldambitioner

”Den største IT-sikkerhedsrisiko sidder i direktionen”

Stor hotelkæde holder sig langt fra gavekortfirmaer