Dansk hotelkæde til Island

Værtsparret på det kommende Guldsmed-hotel i Reykjavik bliver Linda Jóhannsdóttir og Ellert Finnbogason.

Værtsparret på det kommende Guldsmed-hotel i Reykjavik bliver Linda Jóhannsdóttir og Ellert Finnbogason.

TURISME: Til maj næste år får Danmarks kendeste kæde af boutique-hoteller en partner i Reykjavik med ca. 65 værelser. Kæden kigger efter flere nye hoteller uden for Danmark.

Danske Guldsmeden Hotels åbner næste år franchisehotel i den islandske hovedstad med navnet Eyja Guldsmeden og adresse i kvarteret omkring Reykjaviks primære indkøbsgade, Laugavegur.

Eyja Guldsmeden får som de andre Guldsmed-hoteller i Danmark, Oslo, Sydfrankrig og Bali fokus på hygge samt at være uformel og smukt indrettet med fokus på det gode værtskab og de bedste økologiske råvarer.

Det kommende Eyja Guldsmeden vil være ejet og drevet af Linda Jóhannsdóttir og Ellert Finnbogason, som har mange års erfaring med hoteldrift og værtskab, oplyser Guldsmeden.

PR- og kommunikationschef for Guldsmeden Hotels, Kirsten Aggersborg, sagde i går til standby.dk: ”Hotellet i Reykjavik er et spritnyt og opføres i tidligere kontorbygning. For et par måneder siden blev vi kontaktet af Linda Jóhannsdóttir og Ellert Finnbogason. De var ved at gøre klar til at åbne deres hotel i Reykjavik. De havde nogle gange i København boet på et af vores hoteller. De synes godt om konceptet og ville høre, om de kunne få samme koncept på deres hotel. Vi havde møder med dem og swingede rigtig godt.”

Ejerne af Guldsmeden Hotels, Sandra Plesner Weinert og Marc Weiner, har været i Reykjavik for at se bygningen, der skal huse det kommende Guldsmed-hotel.

Til standby.dk siger Sandra Plesner Weinert: ”Vi er franchisepartner for det kommende hotel i Reykjavik, men ejer ikke noget af det. Men det var godt at se bygningen i Reykjavik og lære Linda og Ellert bedre at kende samt opleve lidt af fantastiske Island.”

Sandra Plesner Weinert gentager, at Guldsmeden Hotels også har drøm om hoteller i bl.a. Stockholm og Helsinki.

”Men Stockholm er en meget dyr by at have hotel i – omvendt er vi måske kommet lidt tættere på en anden stor drøm, et hotel i Berlin, selv om der endnu ikke er noget endeligt på plads,” siger hun.