DI ønsker mere tempo på markedsføring af Danmark, VisitDenmarks markedsføringsindsatser skal suppleres og der skal oprettes Dansk Turismekapital samt en innovationspulje.
Hver tredje danske virksomhed i turisme- og oplevelseserhvervet er finansielt presset efter coronakrisen. Det er en forøgelse fra 2019, hvor 23 procent af dem var i økonomiske vanskeligheder, viser beregninger fra Dansk Industri i ny analyse.
Derfor skal der tempo på markedsføringen af Danmark som tryg og åben rejsedestination, mener DI, der opfordrer til bredt samarbejde for at styrke dansk turistindustri.
Rejsebureauer, hoteller, restauranter, luftfart, konferencecentre og andre underbrancher har haft økonomisk smalhals under coronakrisen, viser undersøgelsen. Samtidig er andelen af virksomheder med underskud i nogle brancher oppe på 60-70 procent, skriver Dansk Industri i sit nyhedsbrev.
I nyhedsbrevet siger vicedirektør Henriette Søltoft, der blandt andet er ansvarlig for Turisme og Oplevelse hos Dansk Industri samt for eksempel også life science, forsvarsindustrien og kreative erhverv:
”Coronakrisen er en tung økonomisk byrde for erhvervet, selv om kompensationsordninger har taget nogen af de værste konsekvenser. Og for mange virksomheder tegner dette år ikke til at blive meget bedre.”
Dansk Industri har inden for Turisme og Oplevelse omkring 250 medlemmer, blandt disse er Københavns Lufthavn, Legoland, SAS og Tivoli.
Men Dansk Industri er stadig uden en chef for sit sekretariat for turisme og oplevelsesøkonomi. I juni oplyste den daværende chef, Sune K. Jensen, at han har forladt Dansk Industri og antydede, at det ikke var hans egen idé.
Med lynets hast
Henriette Søltoft mener, at Danmark har gode forudsætninger for hurtigt at sætte gang i generhvervelsen af de internationale turister, der nærmest har været totalt fraværende under coronakrisen.
”Set i forhold til pandemien og den restriktionsfri hverdag, står Danmark nærmest helt unikt. Det skal vi med lynets hast have markedsført – blandt andet i samarbejde med de danske ambassader og et bredt samarbejde til fordel for dansk turisme,” siger Henriette Søltoft og tilføjer:
”Vi kan i den grad arbejde sammen om at tiltrække og udvikle flere megaevents som EM i fodbold, Roskilde Festival og Tour de France. Det er begivenheder, der sætter Danmark på verdenskortet til gavn for rigtig mange.”
DI’s forslag til styrkelse af dansk turistindustri
I sit nyhedsbrev kommer Dansk Industri med forslag til forbedringer inden for dansk turisme. Disse forslag er blandt andet:
Tempo på markedsføring af Danmark som tryg og åben destination – blandt andet igennem de danske ambassader, der kan supplere VisitDenmarks markedsføringsindsatser.
Styrk arbejdet med at tiltrække og fastholde megaevents.
Etablér Dansk Turismekapital til at støtte investeringer i overnatningskapacitet i kyst- og naturturismen.
Opret en innovationspulje målrettet turist- og oplevelseserhvervet, som giver mulighed for nye driftsinvesteringer og grøn omstilling.
Hele analysen fra Dansk Industri, ”Betydelige konsekvenser efter coronakrisen i turisme- og oplevelseserhvervet,” kan ses via dette link.
Relaterede artikler:
Dansk Industri mangler fortsat chef for turisme