”Der er ikke brug for 27 forskellige løsninger af EU’s coronapas. Det her er en virkelig test af EU-landenes evne til at samarbejde,” siger Lars Sandahl Sørensen, direktør i Dansk Industri. Arkivpressefoto for DI: Thomas Arnbo.

Dansk Industri: Hårdt brug for genåbnede grænser

”Det haster med at genåbne mulighederne for at krydse landegrænser,” sagde Dansk Industris direktør til 56 ambassadører. Danmark er nu åbnet for færdigvaccinerede fra ikke-røde OECD-lande.

Lars Sandahl Sørensen, administrerende direktør i Dansk Industri, opfordrede til fælles indsats for at bremse rejserestriktioner. Det skete ved årligt møde torsdag hos Dansk Industri i København med en stribe ambassadører.

Det haster med at få genåbnet mulighederne for at krydse landegrænser til gavn for økonomi og samhandel. Og det kræver et styrket internationalt samarbejde, lød opfordringen fra Sandahl Sørensen, da han torsdag i Industriens hus var vært for ambassadører fra 56 nationer, der fysisk og virtuelt deltog i DI’s årlige statusmøde. Det skriver Dansk Industris nyhedsbrev.

DI-direktøren fremhævede Danmarks håndtering af coronakrisen, hvor man takket være et meget tæt samarbejde mellem erhvervsliv og myndigheder er kommet relativt godt igennem krisen med et blik for langsigtede muligheder.

Der er dog stadig én stor udfordring, nemlig muligheden for at rejse.

”Mens eksporten af varer nu synes at fungere igen, så lider eksporten af services hårdt på grund af rejserestriktionerne. Og det samme gør turismen,” sagde Lars Sandahl Sørensen til ambassadørerne.

EU’s coronapas kræver handling
EU’s kommende digitale coronpas, der træder i kraft 1. juli, er en væsentlig brik i genåbningen af grænserne for blandt andet erhvervsrejsende, understregede Lars Sandahl Sørensen og fortsatte: ”Coronapasset er et midlertidigt værktøj til, at vi kan genvinde vores mobilitet og rejsemuligheder.”

Han fremhævede tre centrale områder, som vil blive afgørende for succesen for EU’s coronapas:

For det første skal EU-landenes egne coronapas implementeres med den europæiske platform. Det næste er, at EU-landende skal have samme regler for accept af coronapasset.

”Der er ikke brug for 27 forskellige løsninger. Det her er en virkelig test af EU-landenes evne til at samarbejde,” pointerede DI-direktøren.

Det tredje punkt er behovet for hastighed, hvor det er afgørende, at coronapasset implementeres så hurtigt som muligt.

”Hvis vi formår at skabe en solid ramme på tværs af landegrænserne i EU, kan vi facilitere aftaler om gensidig anerkendelse med lande uden for EU,” forudså Lars Sandahl Sørensen.

Færdigvaccinerede OECD-borgere velkomne i Danmark
Ved opdateringen i fredags af de danske rejsevejledninger, der kom efter Dansk Industris nyhedsbrev, stod der en ekstra nyhed:

”Fra lørdag den 5. juni sidestilles færdigvaccinerede fra OECD (Organisation for Economic Co-operation and Development) lande, for eksempel Australien, Canada, Storbritannien og USA samt en lang række europæiske lande, og færdigvaccinerede fra ”gule” tredjelande, med færdigvaccinerede fra EU- og Schengenlande.

Det vil sige, at de kan indrejse i Danmark, hvis de kan dokumentere, at de er færdigvaccineret med en EMA-godkendt vaccine, og at der er gået 14 dage siden sidste stik. De vil være undtaget blandt andet fra krav om anerkendelsesværdigt formål og test- og isolationskrav,” skrev UM.

EMA er Det Europæiske Lægemiddelagentur/European Medicines Agency.

Se den nyeste danske rejsevejledning via dette link.

Relaterede artikler:

Danmark klar med coronapas inden deadline

Brancheforeninger har flere ønsker til genåbning

”Årets bedste nyhed fra EU”