Koncerter udgør efterhånden 50 procent af omsætningen på Hotel Fuglsøcentret, der efter en udvidelse står klar med 171 værelser fra begyndelsen af foråret 2020.
I en tidligere militærlejr i Mols Bjerge ligger Hotel Fuglsøcentret midt i smuk natur med skov og strand i nærheden. Men det er ikke alene naturopevelser, der hvert år får i tusindvis af gæster til at lægge vejen forbi hotellet på den sydlige del af Djursland.
Det handler i stedet om musik, idet Hotel Fuglsøcentret gennem de senere år har udviklet en position som Danmarks førende koncerthotel. Her afvikles der årligt omkring 60 koncerter.
Den succesrige koncertsatsning har betydet, at kapaciteten er blevet udvidet. Koncertalen er blevet udbygget, så det nu er plads til 950 deltagere til hver koncert mod tidligere 760. Fra den 1. marts 2020 tilbygges yderligere otte hotelværelser, så kapaciteten når op på 171 værelser og plads til 336 overnattende gæster.
Store udenlandske musiknavne
Koncertaktiviteterne er blevet så omfattende, at omsætningen herfra udgør 50 procent af hotellets omsætning, og aktiviteterne er samtidig blevet udskilt i et separat datterselskab med navnet Fuglsø Koncerter A/S.
“Siden 2012, hvor vi åbnede, har vi arbejdet benhårdt på at blive det største privatejede spillested i Danmark. Dette er vi ved at være i mål med, men udviklingen stopper ikke her, for nu byder fremtiden på større og større udenlandske musiknavne,” siger administrerende direktør Peter Brinks.
Når man kaster et blik på nogle af de navne, der kommer til at optræde på Hotel Fuglsøcentret i 2020, er det primært solister og bands, der havde sin storhedstid i 1970´erne og 1980´erne. Det gælder for eksempel Boney M, Dr. Hook, Leo Sayer, Procol Harum, Smokie og UB40.
“Det er det største musikprogram nogensinde på Hotel Fuglsøcentret,” understreger Peter Brinks.
Skal skabe overskud
Hotel Fuglsøcentret har siden 1. marts 2012 været ejet af Lauge Dehn Holding, der købte det ud af konkursboet fra DGI. På hotellet afvikles udover 60 koncerter også omkring 100 private fester om året. I de tre sommermåneder er der pause i koncertprogrammet, og her er det danske og udenlandske turister, der er at finde på værelserne, mens det på hverdagene resten af året primært er foreninger og virksomheder, der booker sig ind til konferencer.
Den første koncert, der blev afviklet på Hotel Fuglsøcentret, var med Søs Fenger, og dengang var der blot 25 tilhørere. I dag er der udsolgt, når Søs Fenger lægger vejen forbi, som det også er tilfældet med mange andre kunstnere. Og i modsætning til tidligere, er det kunstnerne selv, der ringer til hoteldirektøren og byder sig til, hvilket understreger, at spillestedet og det tilhørende publikum er et godt match.
Selvom koncerterne isoleret set er blevet en succes, så skal Hotel Fuglsøcentret i de kommende år bevise, at den samlede forretning er økonomisk bæredygtig. Det er endnu ikke lykkedes at skabe et overskud, og i 2018 blev underskuddet på 6,4 millioner kroner mod 2,8 millioner kroner året før. Det var dog aflysning af kurser og konferencer fra offentlige kunder, som følge af usikkerheden omkring overenskomstforhandlingerne, der var årsagen til den markante resultattilbagegang.
Relaterede artikler: