Investor køber Konference- & Feriecenter Kysthusene i Nordsjælland. “Jeg har kigget på stedet et par år,” siger den nye ejer, der overvejer udvidelse af overnatningsmuligheder til MICE-gæster.
Allan Bruhn, der blandt andet var med til at grundlægge det danske IT-infrastruktur- og sikkerhedshus Conscia, er ny ejer af Konference- & Feriecenter Kysthusene i nordsjællandske Gilleleje.
Han har købt Kysthusene i Gilleleje, som centret kaldes i daglig tale, af Leif Arnesen og hans søn, Frederik Arnesen. De overtog stedet i 2010, det var indtil da en del af Dansk Folkeferie under navnet Gilleleje Feriecenter.
”Det er en del af kontrakten, at vi ikke oplyser købsprisen,” siger Allan Bruhn til STANDBY.dk og fortsætter:
”Jeg har kigget på stedet et par år, også for at finde noget til en ny karriere efter mere end 30 år i IT-branchen. Kysthusene i Gilleleje ligger fantastisk og jeg glæder mig til for alvor at overtage stedet fra 1. februar, selv om selve salget faldt på plads ved årsskiftet.”
Allan Bruhn skal selv arbejde som direktør i Kysthusene i Gilleleje. Det har en årsomsætning på cirka 12 millioner kroner fra udlejning af ferieboliger – hvilket sker gennem Danland – samt fra møder og konferencer.
”Det hele er nyt for mig, ligesom jeg er ny i branchen – men vi kigger på at udvide så der bliver flere muligheder for overnatninger i forbindelse med møder og konferencer,” siger Allan Bruhn, der har 12 medarbejdere i forbindelse med Kysthusene, hvoraf ti er på fuldtid.
Allan Bruhn har også tanker om udvikle Kysthusenes grønne profil. ”For eksempel har man et jordvarmesystem til opvarmning af konferencebygningen og pools. Som teknologimand er det spændende at tænke innovativt, også på det grønne område, som jeg meget gerne ser får en endnu stærkere del af stedets profil,” siger han.
Overnatningsmulighed for 250
Kysthusene består blandt andet af et konferencecenter med restaurant og overnatningsmuligheder for op til 250 personer, indendørs- og udendørs pools og adgang til moderniserede feriehuse.
”Det er selvfølgelig et brancheskift,” siger Allan Bruhn i en pressemeddelelse og tilføjer: ”Men både i IT- og i konferenceverden handler det jo om at være med til at skabe de bedste betingelser for mennesker, og det har altid været min drøm.”
”Jeg tror på, at naturen og vores faciliteter kan tilbyde gæster nye muligheder at være sammen på – hvadenten det er til en konference eller på familieferie. I disse skønne omgivelser er der højt til loftet og langt til horisonten.”
Relaterede artikler:
Scandics tidligere salgsdirektør skal hjælpe Comwell