TURISME: Havde Danmark i årets første ni måneder tiltrukket lige så mange turister som sine nabolande, havde omsætningen i turisterhvervet været en halv milliard kroner højere, siger Dansk Industri.
Arbejdsgiverforeningen henviser til nye tal fra Danmarks Statistik, der viser, at trods en vækst i antallet af udenlandske turister på 1,8 procent har det danske turisterhverv tabt markedsandele i årets første ni måneder.
”Danmark skal speede processen op med at skabe nogle stærke helårsdestinationer også uden for storbyerne, så vi ikke bliver så følsomme over for en enkelt dårlig sæson. Et af indsatsområderne er her et tættere samarbejde med kulturlivet, museerne og attraktionerne,” siger fagleder Sune K. Jensen fra Dansk Industri til standby.dk
Stor vækst fra Tyskland
Den svage vækst skyldes især, at nordmændene, svenskerne og englændere har svigtet det danske marked. Derimod har de seneste års fokuserede indsats på det tyske marked givet bonus. Når året er omme, forventer Dansk Industri, at der vil have været 1,6 millioner tyske turister i Danmark. Det vil være første gang siden 2003, at tallet kommer over 1,5 millioner. Cirka to ud af tre årlige udenlandske kommercielle overnatninger i Danmark kommer fra Tyskland.
”Den målrettede markedsføring af Danmark til tyske turister, hvor ikke mindst oplevelser langs Vestkysten er blevet fremhævet, har skabt fornyet interesse for Danmark som rejsemål. Det er vigtigt, at vi fastholder det fokus og fortsætter med at udvikle vores produkt, så tyske turister har lyst til at komme igen – og gerne blive længere,” siger Sune K. Jensen.
Vigtigt med tostrenget strategi
Et af vækstmarkederne i Danmarks turisme er USA. År til dato er antallet af amerikanske turister steget med over 10 procent i forhold til samme periode sidste år.
Det er dog ikke kun på fjernmarkederne, at dansk turisme oplever pæne vækstrater. Antallet af hollandske turister er således steget med over 6 pct. i løbet af i år.
”De seneste tal fra Danmarks Statistik understreger vigtigheden af, at vi arbejder med en tostrenget strategi, hvor vi både bearbejder vores nærmarkeder og vækstmarkederne. På den måde bliver vi også mindre følsomme, hvis et enkelt marked svigter et enkelt år,” siger Sune K. Jensen.
Relaterede artikler:
Dansk turisme nytænker serviceniveau